Piraterne kommer til byen
Coding Pirates planter sit piratflag i Jammerbugt Kommune
Tekst og foto: Pernille K. Damsgaard
Morten Pedersen og Erik Toft Kronborg er sammen med en række frivillige ved at søsætte IT-piraternes skib i Jammerbugt.
21. februar 2016 10:39 - Opdateret 21. februar 2016 12:28

FJERRITSLEV: Coding Pirates, som efterhånden er blevet et stort brand inden for IT-fritidstilbud til børn og unge, rykker efter planerne ind på Fjerritslev Skole ved starten af næste skoleår.

Hele ideen med Coding Pirates er at inspirere børn og unge til at gå i dybden med IT-området.

Men på en kreativ, inspirerende og ikke mindst aktiv måde, for mange børn og unge lader sig passivt underholde med IT.

- Vi vil fremme IT-aktiviteter, og vise børn og unge alle de muligheder der er. Vi vil stimulere den kreative proces, vise dem hvordan man koder robotter, så man kan flytte ting, hvordan man får et lille elektronisk klaver til at spille, hvordan man kombinerer en solskinsmåler med elektronik til at åbne vinduer. Ja, kun fantasien sætter grænser, siger Erik Kronborg som sammen med Morten Pedersen er nogle af drivkræfterne bag Coding Pirates Jammerbugt.

De vil gerne, at børn og unge selv tager en mere aktiv del i deres liv med IT.

- Vi vil vise, at det kan være en aktiv og kreativ proces, frem for at være meget passiv, siger Erik Kronborg og Morten Pedersen.

Samarbejdspartnere

- Fjerritslev Skole er helt med på ideen, og de har givet deres tilsagn om, at vi må benytte deres Lego Mindstorms, som vi skal bruge i forbindelse med kodning af robotter, samt giver os et lokale til rådighed fra august måned, siger Erik Kronborg.

Fjerritslev Gymnasium, Skovsgård Tranum Skole og Brovst Skole er også interesseret, men der er endnu ikke etableret et samarbejde.

- Vi håber på, at det på sigt spreder sig som ringe i vandet, siger makkerparret, som begge er inkarnerede it-folk.

Frivillige kræfter

Erik Kronborg og Morten Pedersen udgør pt. sammen med ni andre, den frivillige arbejdsgruppe, som de håber på bliver større, inden projektet for alvor går i gang.

- Vi søger frivillige med alle mulige kompetencer. Lærer, smed, ja alt. Bare man har interesse for IT, for vi skal helst vokse til minimum 15, inden projektet for alvor går i gang, siger Erik Kronborg.

Coding Pirates Denmark har 31 afdelinger, som alle drives på frivillig basis.

Heraf ligger blot tre - i følge deres hjemmeside - i Nordjylland, nemlig Jammerbugt, Nørresundby og Aalborg.

I resten af landet er afdelingerne placeret i de større byer, og Jammerbugt-afdelingen er derfor den første fra et landdistrikt i Danmark, der har søgt om samarbejde med Coding Pirates Denmark.

Mød piraterne

Skulle man få lyst til at møde nogle af folkene bag Coding Pirates Jammerbugt, kan man møde dem på forårsmessen hos EDB centrets stand 5.-6. marts i Thorup-Klim Hallen. Og måske giver de en lille robotopvisning på scenen.

1. marts er Coding Pirates Jammerbugt tilmeldingsformular klar på hjemmesiden www.codingpirates.dk/tilmelding.

Det bliver en fritidsaktivitet som alle andre, og medlemsprisen ligger på et acceptabelt niveau.

- Vi sætter prisen til 300 kroner halvårligt, for alle skal kunne være med, siger Erik Kronborg.

Pengene bruges til medlemskab af Coding Pirates Denmark og indkøb af hardware.

Aktiviteten henvender sig til børn og unge fra sjette klasse og op til 3.g.

- Vi etablerer hold med 12, og vi satser på at lave flere hold med forskellige retninger, siger Morten Pedersen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.