Piraterne tilbage på sporet
Efter to nederlag i træk hentede Aalborg Pirates en sikker sejr over Odense
AALBORG: Trods et forspring på syv point inden fredagens spillerunde har Metalligaens dukse fra Aalborg Pirates skuffet med nederlag i de seneste to kampe.
Det skulle der ændres på, da Odense fredag lagde vejen forbi Gigantium. Og sejrede, dét gjorde hjemmeholdet.
Endda usvigeligt sikkert med cifrene 4-1.
Aalborg Pirates lagde dog - nøjagtigt som i de seneste to kampe - usikkert fra land. Odense dominerede og tog ganske logisk også føringen ved Sebastian Strandberg efter godt 10 minutter. Men aalborgenserne har dygtige individualister, og selvom spillet ikke fungerer optimalt, kan holdet lave mål. Peter Quenneville fik således uassisteret bragt balance i regnskabet blot tre minutter efter det fynske føringsmål.
Efter den lidt sløje start overtog hjemmeholdet kontrollen med kampen i anden periode, hvor holdet vandt skudstatistikken klart.
En enkelt af de mange afslutninger gav også pote, da Bjarke Møller fik sendt pucken i mål assisteret af Tobias Maximilian Ladehoff.
I tredje periode var piraterne i den grad ovenpå og udbyggede føringen til 4-1 på scoringer af Ryan McDonough og Tobias Maximilian Ladehoff.