Sport

Pirates satte gang i Herning

Herning Blue Fox overvandt skidt sæsonstart og sejrede med 4-1 i Aalborg

Der var primært ballade foran piraternes mål, da Herning fredag gæstede Aalborg og sejrede med 4-1. Foto: Torben Hansen
Der var primært ballade foran piraternes mål, da Herning fredag gæstede Aalborg og sejrede med 4-1. Foto: Torben Hansen

Opdateret 17. oktober 2015 kl. 08:52

AALBORG: Aalborg Pirates kom i den grad ned på jorden efter den flotte storsejr tirsdag mod Esbjerg, da holdet fredag aften satte gang i ellers kriseramte Herning Blue Fox, der sejrede med hele 4-1 i Aalborg.

Herning satte straks fra kampens start et stort pres i piraternes zone, men stærkt målmandsspil fra Marcus Lundell og lidt held gjorde, at Aalborg formåede at overleve og i stedet selv var tæt på at tage føringen på en fremragende soloaktion fra Olle Liss.

Men Herning fik føringen og mere til. Tre gange i første periode blafrede netmaskerne bag Marcus Lundell, og alle målene var mere eller mindre tilfældige. Først en ripost opsnappet fra banden bag mål fra Tomas Sinisalo, så en puck, der langsomt og på mystisk vis fandt vej ind bag Lundell fra Kristoffer Lauridsen og endelig 3-0 ved Jerred Smithson, da pucken blev rettet af og fik et mærkeligt skru forbi den svenske keeper.

Pirates kom godt ud til anden periode og havde store chancer ved både Nicki Kisum og Mathias Christensen, men ind ville pucken ikke. Og i stedet gjorde Jordan George det til 4-0, da han igen opsnappede pucken fra banden, skøjtede rundt om mål og lagde den ind forbi Lundell.

Sebastian Fakt fik reduceret, men selv de mest optimistiske Pirates-fans havde svært ved at tro på, at den kunne vendes i de sidste 20 minutter.

Sidste periode blev lidt en ørkenvandrig, hvor Herning skulle have tiden til at gå, og Aalborg ikke rigtigt evnede at skabe spænding. Største tilbud tilfaldt Sebastian Brinkmann, der tog turen rundt om mål, men fik lagt pucken i sidenettet i stedet for i mål.

Gå til relaterede emner

Forsiden