- Plejeboligplan er dyr for Thisted
Byens tre områdeledere kommer med et fælles forslag, som tager hensyn til faglighed og bygninger.
Opdateret 17. maj 2022 kl. 11:38
Områdelederne ved de tre ældrecentre i Thisted by er ikke helt tilfredse med de forslag, som konsulenterne fra Kommunernes Landsforening (KLK) er kommet med, når det gælder Vibedal, Kristianslyst og Dragsbækcentret. De har et bedre forslag, synes de, og det har de sendt ind som høringssvar til kommunen. Sammen med foreløbigt 20 andre høringssvar kan det læses på kommunens hjemmeside. Aase Josefsen, områdeleder på Vibedal, Jytte Otte, områdeleder på Dragsbækcentret, og Lone Saaby, områdeleder på Kristianslyst, har sat sig sammen og kigget på, hvordan de enkelte ældrecentre i Thisted ser ud, og hvor man hver især har særlig faglig ekspertise. De er enige med konsulenterne i, at akutpladserne er meget velplacerede på Dragsbækcentret, og at det er godt, at alle fire modeller i høringsforslaget lægger op til at bevare rehabiliteringspladserne samme sted. Men områdelederne er til gengæld fuldstændig uenige i, at det skulle være en god idé at ændre de faste, somatiske pladser på Dragsbækcentret til midlertidige aflastningspladser. - Rigeligt "flot" De peger blandt andet på, at plejeboligerne på Dragsbækcentret er meget efterspurgte, og at det desuden vil koste kommunen mange millioner kroner at indfri lånene, hvis boligerne ændrer status. Endelig mener områdelederne, at det er rigeligt "flot" at bruge to-rums boligerne på Dragsbækcentret til midlertidige pladser, da der er mange et-rumsboliger på de to øvrige ældrecentre. Med hensyn til konsulenternes forslag om at samle de yngre plejekrævende borgere på Vibedal gør områdelederne opmærksom på, at der i øjeblikket bor langt flest af de yngre borgere på Kristianslyst. "Samlet set synes vi KLKs forslag er en dyr løsning for byen, og der er samtidig ikke taget hensyn til vores bygninger og bedste anvendelse af disse", skriver de tre ledere i deres fælles høringssvar til kommunen. De fortsætter: "Vi vil gerne komme med et forslag i forhold til byen, som er bedre, billigere og samtidig sikrer en fin kvalitet i løsningen af opgaverne". Ledernes eget forslag Aase Josefsen, Jytte Otte og Lone Saaby foreslår samstemmende, at de 32 almindelige somatiske pladser skal forblive på Dragsbækcentret. Trænings- og rehabiliteringsafdelingen bør udbygges med seks akutpladser, mener de. De midlertidige, somatiske aflastningspladser kan placeres i byens et-rums lejligheder. Vibedal har 14, og Kristianslyst har 20. Pladserne til de yngre beboere placeres efter områdeledernes mening bedst på Kristianslyst, hvor der allerede er ekspertise, idet der bor mange yngre i dag. Det er desuden tæt på bymidten med gode busforbindelser, påpeges det i høringssvaret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.