Pohl: Vi skal gå efter pokaltitlen
AaB-angriberen Jannik Pohl mener, FC Midtjylland er en hård trækning, men tror på nordjydernes muligheder
Opdateret kl. 20:10
AALBORG: Mandag snuppede FC Midtjylland et point i de døende minutter på Aalborg Portland Park.
Nu får AaB så mulighed for at tage revanche for det sene pointtab, når DBU Pokalens kvartfinale spilles i begyndelsen af april.
Fredag middag ville lodtrækningsguderne nemlig, at AaB møder FC Midtjylland i en ny hjemmekamp.
- Den kan vi sagtens gå videre fra, men vi kan også godt tabe den. Jeg tror da, at vi går videre fra den, for jeg synes, vi havde et lille overtag i sidste kamp, siger AaB’s Jannik Pohl.
Den unge angriber kan se tilbage på en lodtrækning, hvor AaB hverken trak en af de de på papiret nemmeste modstandere, Næstved Boldklub og Vendsyssel FF fra Nordic Betligaen, eller de på papiret sværeste modstandere i form af FC København eller Brøndby IF.
AaB’s angriber mener, at AaB med en sejr mod FC Midtjylland kan spille sig endnu tættere på en sjov pokaloplevelse.
- Målet skal være at løfte pokalen. Det skal det være lige fra start. Hvis et hold som AaB ikke kan sige, at vi i hvert fald har muligheden for at vinde sådan en turnering, kan jeg ikke se, hvor mange der ellers skulle sige, at de kan vinde den, siger Jannik Pohl.
Det andet nordjyske hold i puljen, Vendsyssel FF, møder Næstved på udebane i kvartfinalen. Alle kvartfinaler afvikles mellem 4. og 6. april.