Frederikshavn

Pokalen skal vindes

Anfører vil være med til at sikre Blackhawks pokaltitlen i Arena Nord

Niklas Juul Jensen, tv., og Kim Høst, th. er profilerne hos Blackhawks, som lørdag aften skal være med til at sikre klubben en pokaltitel. I midten håber også træner Christian Jespersen på en sejr.Foto: Henrik Louis
Niklas Juul Jensen, tv., og Kim Høst, th. er profilerne hos Blackhawks, som lørdag aften skal være med til at sikre klubben en pokaltitel. I midten håber også træner Christian Jespersen på en sejr.Foto: Henrik Louis

FREDERIKSHAVN: 21-årige Niklas Juul Jensen, der er anfører for ligaholdet i floorball fra Frederikshavn Blackhawks, har lørdag aften et stort ønske.

- Jeg vil meget gerne løfte pokalen i vejret, som tegn på at vi er vindere af sæsonens pokalturnering.

- Det vil betyde rigtig meget for os at slå Team Aarhus Floorball i lørdagens pokalfinale i Arena Nord, ikke mindst fordi det også vil give os et løft rent holdmæssigt i ligaen og samtidig give klubben en tidlig guldmedalje og pokal, siger Niklas Juul.

Han forventer en tæt pokalfinale med to afventende hold, som på forhånd kender hinanden rigtig godt.

- Vi tabte i ligaen i Aarhus tidligere på sæsonen efter en helt lige kamp, og i pokalfinalen bliver det afgørende, at vi får minimeret vores fejl.

Afgørende profiler

Niklas Juul er også helt på det rene med, at han selv sammen med landsholdskollega, Kim Høst, skal levere varen lørdag aften.

- Profilerne på de to hold får en afgørende rolle, så Kim og jeg skal være på toppen i vores kæde, men det er også vigtigt, at de unge kommer med en helhjertet indsats.

- Endelig håber jeg på stor opbakning i Arena Nord, så vi kan få en lille fordel af at have hjemmebane i pokalfinalen, siger anføreren fra Blackhawks.

Dumme pointtab

Niklas Juul indrømmer, at sæsonen i den landsdækkende liga ikke er gået helt efter bogen for Frederikshavn Blackhawks.

- Vi har undervejs haft nogle dumme pointtab og kæmper i øjeblikket om rækkens fjerdeplads, men jeg er sikker på, at en pokaltitel vil give os alle i klubben et løft, der kan betyde meget også i ligaen.

I sidste sæson blev Niklas Juul kåret som årets spiller i dansk floorball, og da spillede han i Vendsyssel Hot Shots.

- Min rolle er lidt mere som assistent i denne sæson, så jeg scorer ikke helt så mange mål som tidligere, men det vigtigste er også, at vi vinder kampene.

- Og én af dem vi simpelthen bare skal have i hus er den lørdag aften mod Team Aarhus Floorball, slutter kaptajnen for de sorte høge fra Frederikshavn.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden