Politik, kunst og angst
Ole Jespersgaard fortæller om sit spændende liv
Opdateret 13. september 2016 kl. 20:07
BRØNDERSLEV/hjallerup: Byrådsmedlem Ole Jespersgaard har taget initiativ til en kulturaften, hvor han selv vil fortælle om sit liv, men der bydes på meget andet. Blandt andet sang og musik.
- Det bliver en aften om politik, kunst og angst, fortæller Ole Jespersgaard.
Han fortæller om sit liv som varmedunk.
- Vi var seks børn hjemme, så i mine første leveår, delte vi sengene, fortæller han. Men som syv-årig fik jeg min egen seng.
Han vil tage deltagerne med på en historisk skildring fra sin fødeegn Hvilshøj, og han har en del billeder derfra.
- Som dreng mindes jeg, at der var 31 indbyggere i Hvilshøj. Men alligevel var der en aktiv handelsgade og et aktivt handelsliv. Vi havde blandt andet bager, slagter, karetmager, købmand med grovvareforretning, vognmandsfirma, købmand, skomager, maskinstation.
- Da bananer kom frem, var det slagteren, og ikke købmanden, der forhandlede dem.
I de første år ernærede familien sig med 11 tønder land, men senere blev arealet fordoblet til 22.
Ole tjente som dreng lommepenge ved duer og kaniner. Kaninerne blev solgt til kaninslagteriet i Bindslev.
- Jeg mindes, at vi hjemme havde tre bøger på reolen "Barnets Pleje", Bibelen og "Husdyrsygdomme".
- Det var stort for mig, da bogbussen i 1970’erne kom til Hvilshøj, fortæller 51-årige Ole Jespersgaard. Det var en ny og fantastisk verden, og bogbussen var dekoreret af Claus Deleuran.
Siden er der sket meget. Ole Jespersgaard flyttede til Ø. Brønderslev, hvor han også fik sin skolegang.
- Det syntes jeg dengang var en stor by, når man kommer fra et lille samfund, fortæller Ole Jespersgaard.
Ole Jespersgaard vil også komme ind på sine mange oplevelser gennem et aktivt politisk liv.
Som ung SF’er kom et billede af ham verden rundt. Endda i Bangkok Revue som en dansk socialist. Han strikkede på et landsmøde - en hobby, han stadig dyrker.
Inden murens fald var han også i Berlin, hvor han i 1985 med Alternative Jurister besøgte en radiostation, hvor fire tyskere på flydende dansk sendte nyheder til Danmark, uden at de nogensinde havde sat deres ben på dansk jord.
Han mindes stadig, at det kostede 585 kr. for en uge at besøge Berlin.
Som studerende på seminariet i Hjørring deltog han også i "Kajplads 114" med Poul Nesgaard i "Kampen om den gyldne skovl".
Ole Jespersgaard har også prøvet at være helt nede i "kulkælderen". Derfor er angst også en del af temaet.
Poul Erik Jensen fra Ø. Brønderslev har lovet at spille på el-orgel.
- Der skal synges en del sange, fortæller Ole Jespersgaard.
På programmet er alt fra Kaalunds "Jeg elsker den brogede verden", "Den blå anemone", Vendsyssel-sangen og selvfølgelig "Når jeg ser et rødt flag smælde".
Kulturarrangementet er 11. oktober hos AOF i Hjallerup og 6. december hos AOF på Kornumgaardsvej i Brønderslev.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.