Politik

3F-formand om regeringsgrundlaget: - Dybt bekymret på vores medlemmers vegne

Der var både roser og tidsler i regeringens buket, hvis man spørger formand for 3F Aalborg

- Det var skåltalen, vi fik i dag. Nu må vi se hen ad vejen, hvordan det udmønter sig, siger Allan Busk, der er formand for 3F i Aalborg.
- Det var skåltalen, vi fik i dag. Nu må vi se hen ad vejen, hvordan det udmønter sig, siger Allan Busk, der er formand for 3F i Aalborg. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Opdateret kl. 20:51

AALBORG: Formanden for 3F Aalborg, Allan Busk, var ikke videre imponeret, da han havde fordøjet onsdagens pressemøde, hvor regeringsgrundlaget for SVM-regeringen blev præsenteret.

- Det var skåltalen, vi fik i dag. Nu må vi se hen ad vejen, hvordan det udmønter sig. Men jeg blev bekymret, da jeg hørte Jakob Ellemann-Jensen stå og sige, at han ligefrem glæder sig til at få det private ind over den offentlige sektor, siger Allan Busk.

- For jeg kan godt høre, hvad det er, han siger. Det er privatisering i en grad, som vi nok aldrig har set før, af den offentlige sektor. Der bliver jeg dybt bekymret på mine medlemmers vegne. 

For dels er der mange af 3F's medlemmer, der ikke nødvendigvis har råd til at gå andre steder hen end det offentlige, påpeger Allan Busk.

- Og dels har vi utroligt mange medlemmer, der er ansatte på sygehuse, kommuner, skoler og så videre. De er ansatte i rengøringsjobs og på de grønne områder i kommunerne, siger Allan Busk og fortsætter:

- Vi har set gang på gang, hvordan det ikke fungerer, når man forsøger at udlicitere de ting. Hvor kommunerne bliver nødt til at hjemtage det igen. Og det er lige præcis de ting, vores medlemmer laver, som Ellemann-Jensen står og siger, det private skal ind over.

Tidsler i buketten

Der var dog både roser og tidsler i den buket, den regering præsenterede, hvis man spørger fagforeningschefen.

- Det kunne have været meget bedre. Men med de to herrer om bordet, så havde vi også frygtet, at det kunne være blevet meget, meget værre.

Han er glad for erkendelsen af, at hele sundhedsvæsenet trænger til en evaluering, oprydning og omstrukturering - noget der også vil komme 3F's medlemmer, der er ansatte i sundhedsvæsenet til gode.

Den nye regering lægger også op til at bruge flere penge på og i det hele taget opprioritere erhvervsuddannelser. Det glæder i den grad Allan Busk.

- Der er også brug for dem. Det kan jeg love dig for. For det er et område, hvor vi styrtbløder i det land her. Så det hilser vi hjerteligt velkommen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden