Hun er partiet, kandidaten, politikken - og hun er noget særligt

Det organisatoriske bagland i Danmarksdemokraterne havde nok at se til med at holde styr på formandens hund, Ludvig

Hunden hedder Ludvig, og den vender snart snuden mod Christiansborg.  <i>Foto: Bente Poder</i>

Hunden hedder Ludvig, og den vender snart snuden mod Christiansborg.  Foto: Bente Poder

HVIDSTEN:Det er et parti, men indtil videre er det et meget lille et af slagsen. Professionelt på power-point-måden er det slet ikke. 

Den store premieredag afvikles under de ældgamle træer i haven bag Hvidsten Kro, stemningen er afslappet og så venlig, som den skal være, når der er lagkage på bordet. 

Hele partiets organisatoriske bagland er mødt op. Det består af en veninde-nabo, og dennes mor og så spindoktoren, der er en ung kvinde, som lige er blevet færdig på Aalborg Universitet - og de tre har nok at se til. De skal nemlig holde styr på Ludvig - partiformandens charmetrold af en labrador. 

På den måde virker Danmarksdemokraterne ganske utjekkede af et parti at være, men det er præcis, som det skal være. Danmarksdemokraterne vil ikke være et strømlinet parti med fokusgrupper og unge m/k i stramme jakkesæt, og derfor gør det ikke så meget, at der ikke er kandidater og nærmest heller ikke en politik at præsentere. 

For Inger er her, og hende skal man ikke tage fejl af. Hun er så gennemført professionel, at hun kan være det uden at vise det. Hun er partiet, hun er kandidaten, hun er politikken, og hun er - om man vil det eller ej - noget særligt. Ingen anden dansk politiker vil kun få stort set hele den danske presse til at tage turen ad de kringlede vej til Hvidsten, og ingen anden partistifter vil turde nægte at tale med Politiken. 

Men det gjorde Inger Støjberg. Reporteren fra de københavnske saloners foretrukne medie måtte tage hjem uden svar, og den afvisning fortæller nærmest alt om partiets linje og partistifterens selvtillid. 

For selvtillid har Inger Støjberg. 

Hun siger det selvfølgelig ikke direkte, men alligevel er forventningen helt tydelig. Det er ikke hvis Danmarksdemokraterne kommer ind, hun siger når, og og hun virker ærlig talt ikke et sekund i tvivl om, at hun efter næste valg er back in business. 

11 gange stillede Inger Støjberg op til interview under træerne i haven ved Hvidsten Kro.  <i>Foto: Bente Poder</i>

11 gange stillede Inger Støjberg op til interview under træerne i haven ved Hvidsten Kro.  Foto: Bente Poder

Det kan selvfølgelig skyldes, at det er sidst på eftermiddagen, og Inger Støjberg har siddet hele eftermiddagen og svaret på spørgsmål, der alle sammen tager udgangspunkt i, om vælgerne vil stemme hende ind igen.  Mange af spørgsmålene går igen, og svarene er de samme. Hun vil pege på enten Ellemann eller Pape som statsminister og regeringens Rwanda-planer er en god ide.

Nordjyske er nummer ti og næstsidst ved interviewbordet, og selvom Inger Støjberg siger, at hun ikke er træt af at svare på de samme spørgsmål, så virker hun som en, der gerne vil hjem med Ludvig og det organisatoriske bagland.  

- Er der hold i rygtet om, at du stiller op i Nordjylland? 

- Nu skal vi jo først og fremmest have indsamlet alle vælgererklæringerne, og hvis det lykkedes, så skal vi til at have sat kandidater på de forskellige kredse. 

 - Kan du ikke komme det lidt nærmere. Du stiller jo ikke op på den københavnske vestegn? 

- Nej, det bliver i hvert fald i Jylland. Men intet er afgjort.

- Du er indtil videre eneste kandidat. Hvordan vil du finde dine kandidater? 

- Nu må vi se, hvem der kan se sig selv i det her projekt. Jeg har ikke så meget hastværk udover at få samlet vælgererklæringerne. Når de er kommet i hus, vil kandidaterne komme ikke ret lang tid efter. Så vil de komme dryssende på en eller anden måde.

- Men alt tyder på at du får vælgererklæringerne hurtigt. Skal interesserede kandidater så ringe til dig og tilbyde deres kandidatur? 

- Ja, så vil man vel tage kontakt. Jeg har ikke været ude på strandhugst efter nogen.

- Men nogen, der allerede har meldt deres opbakning, er tidligere DF-politikere. Bliver det et Dansk Folkeparti to?

- Nej. Det er ikke et nyt Dansk Folkeparti. Det er ikke et protestparti. Vi protesterer hverken mod systemet eller mod andre partier. Vi skal være et parti, der kan arbejde konstruktivt på Christiansborg med de mandater, der nu er til rådighed. 

- I har ikke et partiprogram. Hvordan skal politikken fastlægges?

- Det kommer til at ske henad vejen. Når man starter et nyt parti, er der ikke et partiprogram, der har svar på alle verdens spørgsmål. Den store bog med svar på alt er der ikke. Men fra nu af af vil vi gå i gang med arbejdet.

- Hvad skal partiet konkret arbejde for? 

- Hvis der var valg i morgen, vil jeg ikke vide, hvad jeg skulle stemme på. Det, jeg synes, der mangler, er et parti, der har stærkt fokus på, at Danmark er større end København. Forbindelseslinjerne mellem hovedstaden og Produktions-Danmark er ved at være svækkede. 

- Hvad mener du med forbindelseslinjer? 

- Jeg synes, at man på Christiansborg og i de fine saloner i København koncentrerer sig om at diskutere nogen ting, der i hvert fald ikke interesserer mig.  

- Hvilke ting? 

- Det er identitetspolitik og alt sådan noget. Jeg synes, at meget af det er blevet så fortænkt, når det kommer til politik. Jeg synes, at det er så kompliceret, det hele. Jeg drømmer mig tilbage til dengang i nullerne, hvor VKO var den faste klippe. Jeg ser gerne mig selv være i smørhullet mellem de partier.  

- Hvad er det særlige ved Danmarksdemokraterne? 

- At vi har et skarpt fokus på provinsen, en skarp værdipolitik og en fast udlændingepolitik. I dag er jeg næsten ikke blevet spurgt om udlændingepolitik, og det tror jeg, er, fordi folk ved, hvor jeg står. En af de ting, der vil adskille os fra de andre borgerlige partier, er, at vi ikke kommer til at stemme for at afskaffe Arne-pensionen. Nu er det en rettighed, der er blevet givet, og det er der mennesker, der har indrettet sig efter.  Hvis man slidt og slæbt rigtig mange år på arbejdsmarkedet, kan jeg ikke have ondt af, at man kan trække sig et par år tidligere tilbage. 

- Du nævner udlændingepolitikken. Er der stadig stemmer i den, og er der overhovedet noget sted, den kan strammes? 

- Ja, nu har man lige hævet ydelserne nogen steder, og det er den forkerte vej. Men det er en stor glæde for mig at se, at der er andre partier, der også har fået et stort fokus på udlændingepolitik. 

- Men er der så områder tilbage, hvor du kan profilere dig på udlændingepolitik?

- Vi kommer ikke til at stille ultimative krav - heller ikke på udlændingepolitik. Men med det her parti ved man, hvad man får.   

- Inflation og prisstigninger er et emne, der helt sikkert vil komme til at fylde i efteråret. Går dit parti ind for økonomiske lettelser til danskerne? 

- Det bekymrer mig rigtigt meget. Jeg kan godt se det, når jeg tanker bilen. Det er noget, der virkelig kan mærkes i landområderne, hvor man ikke bare kan tage metroen. Jeg vil ikke være afvisende for at se på en afgiftsnedsættelse. Det skal selvfølgelig hænge sammen økonomisk, men det bliver ikke os, der kommer til at stille os i vejen. 

- Til sidst: Du fik lov til at afsone med fodlænke. For en strammer som dig, er det så ikke en temmelig blødsøden form for straf? 

- Det er systemet, der strammer til. Men jeg kommer til at stille forslag om opstramninger. 

- Altså opstramninger indenfor fodlænke-afsoning?

- Ja, der er nogen ting, jeg har undret mig over, at man bare kan. Men det bliver ikke lige det allerførste, jeg kommer til at lægge frem, siger Inger Støjberg, der også lige får nævnt, at hun har boet i 21 år i samme hus i Hadsund og værdsætter byen ved Mariagerfjord noget mere end København.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.