Hun kæmper til blodet sprøjter - alligevel har hun mareridt om sorte skikkelser, der vil have flere penge
Kan du forstå, at folk også kan blive træt af dig? Borgmester Birgit Stenbak Hansen giver hudløst ærlige svar i dette interview

Jeg tænker så meget over det her job, at jeg selvfølgelig også drømmer om det, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen (S). Foto: Bente Poder
FREDERIKSHAVN:Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen (S), tænker politik døgnet rundt. Også ind i mellem om natten.
Forleden drømte hun, at der stod en skikkelse foran hende.
En slags sort silhuet, som stod med armene strakt frem. Det var tydeligt, at han ville have nogle penge.
Han havde også to poser med, hvilket kan henføres til et udtryk, Birgit Hansen selv siger til visse borgere, når der skal spares, og når der ikke er flere penge at gøre godt med: "I skal ikke komme her med poser med ønsker, for jeg kan ikke honorere dem".
- Jeg tænker så meget over det her job, at jeg selvfølgelig også drømmer om det, siger Birgit Hansen, som har en stor opbakning hos borgerne.
Borgmesteren
- Birgit Stenbak Hansen er 55 år.
- Hun er uddannet sygeplejerske.
- Birgit Hansen blev borgmester i Frederikshavn Kommune i 2013 med cirka 5000 stemmer.
- I 2017 fik hun 14.000 stemmer.
- I 2021 fik hun 13.000 stemmer.
- Hun er gift med René Uldahl, og parret bor i Sæby.
- Sammen har de Amanda på 28 år og Mikkel på 26 år.
Hun blev landskendt i 2017, hvor hun til kommunalvalget blev Danmarks politiske topscorer med 42 procent af stemmerne.
Og selv om Birgit Hansen i 2021 havde en smule tilbagegang, blev hun stadig landets nummer to - denne gang med 41 procent af stemmerne.
Grunden til den lille tilbagegang kan for eksempel skyldes, at pressen op til valget fik nogle tip om, at Birgit Hansen boede gratis i en lejlighed, at hun sad i fondsbestyrelser, hvor hun havde "gode økonomiske ben", og at hun fik klippet græsset gratis af kommunens park- og vejafdeling.

Birgit Hansen blev landskendt i 2017, hvor hun til kommunalvalget blev Danmarks politiske topscorer med 42 procent af stemmerne. Foto: Bente Poder
Alle tre påstande afviste hun højt og klart, "fordi de ikke var sande".
Og opbakningen er der jo stadig.
Træt af dig
Din store opbakning kan ingen røre. Men du får også nogle hug, og der er nogen, som kalder dig magtfuldkommen. For eksempel dengang du kaldte dine politiske modstandere for "kyllinger" til et vælgermøde. Kan du forstå, at man også kan blive træt af dig?
- Ja, det kan jeg godt forstå. Men hvad angår mine politiske modstandere, har jeg det nok sådan, at de skal stå tidligere op. Det mener jeg faktisk. For mit vedkommende er det et udtryk for engagement. Jeg tænker politik hele tiden. Så giver jeg den da gas og kæmper til blodet sprøjter.
- Politik er også at træffe beslutninger, ellers er man en kylling. Der er nogle, som synes, at jeg vil bestemme. Ja, det vil jeg da. Ellers sad jeg ikke her, siger Birgit Hansen.
Ellers brænder jeg op
Hvad gør du for at håndtere kritikken?
- Jeg forklarer og kommer med modsvar, og jeg bliver ved, indtil "det" forlader kroppen. Og hvis jeg ser en debat eller et indlæg, og hvis skribenten er enten en, jeg kender, eller en, jeg har respekt for, så ringer jeg vedkommende op.
- Det er vældigt vigtigt for mig at få borgerne eller politikerne fortalt min side af en sag. Det skal ud, for ellers hober det sig op. Jeg bliver ved med at fortælle min udgave af sagen, indtil jeg er faldet til ro. Ellers brænder jeg op. Hvis nogen kalder mig et røvhul, siger jeg: Luk røven, siger Birgit Hansen. Med et smil.

På billedet ses Birgit Hansen som helt ung politiker i det daværende byråd i Sæby Kommune. Foto: Bente Poder
Men er det ikke lidt vildt at ringe op til en person, hvis du ikke er enig i en sag?
- Nej, det er det ikke. Jeg er formand for det her byråd. Det er mig, der står på broen, og vi har 5500 ansatte i Frederikshavn Kommune. At jeg ringer op er vitterligt et udtryk for engagement, siger Birgit Hansen.
Nok for mange ...
Hvor mange timer bruger du på at være borgmester?
- Nok for mange, men jeg vil ikke sætte timer på. Jeg kan sige det på den måde, at vi her til juletid skal have vores første barnebarn. Og min datter har spurgt: "Mor, tror du, at du bliver sådan en mormor, der også kan hente børn engang i mellem". Og der bliver jeg nødt til at sige - det vil jeg gøre alt for at være, siger Birgit Hansen.
Men der er også andre metoder til at få arbejdslivet til at gå op i en højere enhed.
Birgit Hansens mand, René Uldahl, er falckredder. Og det er ingen hemmelighed, at det er fru Hansen, som har de længste arbejdsdage.
Så for at få mere tid sammen, er René Uldahl ofte "chauffør" for Birgit Hansen. Og dér i bilen har parret lidt tid til at vende stort og småt - uanset om køreturen går til et jubilæum i boldklubben, eller det handler om en kombineret tur til Nyborg eller København (hvor de øvrigt selv betalte for overnatningerne).
Byder på lidt af hvert
Jobbet som borgmester byder på lidt af hvert - lige fra klager over dårlig snerydning til tunge budgetmøder.
Men Birgit Hansen er også kendt for at "komme ud" og deltage i alverdens arrangementer i alle kroge af kommunen.

Birgit Hansen elsker at fyre en vits af. Og hun går heller ikke af vejen for at løsne en stemning med en veltilrettet bemærkning. Foto: Bente Poder
Er det på den måde, at du får en del af dit brændstof?
- Hvis ikke jeg for eksempel kommer ud til handicappede borgere i et bofællesskab, eller ud til en boldklub eller en dartturnering, og hvis jeg ikke herude får det humør, den respons og de relationer, ville jeg ikke kunne løse for eksempel de økonomiske problemer. Og samtidig være konstruktiv og forstående, siger Birgit Hansen, som i øvrigt har sine helt egne metoder, når det handler om at skabe en stemning.
Fyrer en vits af
Hun elsker for eksempel at fyre en vits af. Og hun går heller ikke af vejen for at løsne en stemning med en veltilrettet bemærkning.
Da Birgit Hansen fyldte 50 år, fortalte daværende borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S), følgende lille historie:
Birgit Hansen var til et møde med en række nordjyske borgmestre, hvor én af de mandlige deltagerne var i meget sort humør.
Det dårlige humør fortsatte og fortsatte, indtil Birgit Hansen fik nok. Og med et skævt smil fyrede hun fra hoften og sagde til humørdræberen:
- Så kom dog og tag lidt på mig! Hvorefter stemningen blev lidt mere løssluppen.
Lidt konfliktsky
Et medie beskrev engang Birgit Hansen, "som en borgmester, der træder ind i folk med træsko på, men som samtidig kan være ganske bastant og tydelig i sin kommunikation. Til uddelt glæde i erhvervslivet, der netop nyder godt af hendes gennemslagskraft".
Flotte ord.
Men borgmesteren erkender samtidig, at hun er lidt konfliktsky.

Birgit Hansen hader konflikter. Foto: Bente Poder
Det vil nok komme bag på de fleste?
- Måske, men jeg hader altså konflikter. Jeg er for eksempel opdraget i et hjem, hvor der aldrig var konflikter. Mine forældre skændtes aldrig. Som i aldrig. Og vi er tre søskende, som ikke er specielt gode til at diskutere og til at tackle problemer. Jeg er uddannet sygeplejerske, så til gengæld har jeg en stor lyst til at løse problemerne, siger Birgit Hansen.
Ændring i personlighed
Kan du tåle kritik?
- Det kan jeg sagtens. Mine nærmeste byrådskollegaer kan sagtens kritisere mig for min facon i en eller anden sag. Så lytter jeg selvfølgelig og tager det til efterretning.
- Ligesom jeg lytter meget til min familie. Jeg holder samtidig øje med, om jeg ændrer personlighed på grund af mit job. Det kan være svært at se, hvis ens personlighed ændrer sig, og hvis jeg for eksempel bliver for hård. Men hvis det sker, får jeg det at vide derhjemme hos familien. Her får jeg respons med det samme.
Hvad kan du blive mest træt af i dit job?
- At kommunen altid skal spare, og at vi altid skal tale økonomi. Jeg har været med til at høvle flere hundrede millioner kroner af de kommunale budgetter. Vi er med andre ord ikke bare inde ved benet - vi gnaver i marven. For eksempel at vi nu kun kan tilbyde rengøring hver tredje uge. Her er vi for alvor inde og skære i velfærden.
- Så er det, at jeg spørger mig selv, om jeg kan blive ved med at tro på, at det nok skal gå. Men hvis ikke jeg udfører det her job, er der jo en anden, som skal gøre det, siger Birgit Hansen, som engang var tynget af det store ansvar, som følger med i jobbet som borgmester.

Hvis ikke jeg udfører det her job, er der jo en anden, som skal gøre det, siger Birgit Hansen Foto: Bente Poder
Var tynget
- Jeg var nok tynget af, hvorvidt jeg kunne leve op til ansvaret. Om jeg kunne leve op til den store opbakning fra mine vælgere. Da jeg begyndte som borgmester, handlede det blandt andet om at overbevise folk om, at jeg ikke er doven. Og på et tidspunkt var jeg nok ved at blive ædt op af ydmyghed. I dag ved folk godt, at jeg arbejder meget, og efterhånden har jeg fået en tro på, at jeg kan et og andet som borgmester, siger Birgit Hansen.
Hun sidder i bestyrelsen i Kommunernes Landsforening, og her er hun i øjeblikket vældig optaget af at diskutere fremtidens velfærdssamfund.
Og dette vigtige emne er også med til at give borgmesteren brændstof til det daglige arbejde på rådhuset.
Hvorfor egentlig ikke forlade Frederikshavn og blive landspolitiker på Christiansborg?
- Jeg er jo blevet spurgt, om jeg kunne tænke mig at blive folketingskandidat. Og jeg vil da også gerne være lovgiver. Men - og jeg tror aldrig, jeg har fortalt det til nogen før - jeg gider ikke sidde nede på bagerste række i folketingssalen uden indflydelse, siger Birgit Hansen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.