Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne i glædesrus: Hun kommer tilbage

"Hun kommer tilbage," sang kandidater, frivillige og familier, da Inger Støjberg vendte tilbage til Christiansborg og Folketinget som en af valgets helt store vindere

Inger Støjbergpå valgaftenen på Christiansborg. København 01 November 2022 <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Inger Støjbergpå valgaftenen på Christiansborg. København 01 November 2022 Foto: Claus Søndberg

CHRISTIANSBORG:Et historisk valg er overstået efter en lang valgkamp, der i realiteten begyndte, da De Radikale tilbage i sommer udtrykte mistillid til Mette Frederiksens regering.

Ved avisens deadline var stemmerne ikke endeligt talt, og selvom der kan gå lang tid, før der bliver dannet regering, er der allerede flere tabere og vindere.

Og én af de helt store vindere er Inger Støjberg.

Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne - der fejrede fire måneders fødselsdag på valgdagen - stormer ind i Folketinget. I Nordjyllands Storkreds er partiet næststørst med 14,9 procent af stemmerne.

Lang tid inden nogen endelige resultater forelå, var der en fornemmelse af stille forventning på Christiansborg. I løbet af eftermiddagen og aftenen strømmede folketingskandidater fra de partier, der holdt fest på Christiansborg, stille og roligt til Borgen.

Enhedslistens Peder Hvelplund nåede en tur forbi, inden han drog videre til partiets fest i Amager Bio.

Da han stod på Christiansborg tirsdag eftermiddag kunne han egentlig være fin tilfreds, for Enhedslisten så ud til at være på vej mod et fint valg. Men den parlamentariske situation på den anden side af valget bekymrer ham.

- Medmindre der kommer et rent rødt flertal, så tror jeg, at det bliver rimelig tumultarisk. Jeg har selv gået og puslet med tankerne om hvilke konstellationer, man kunne forestille sig, og hver gang man har slået sig til tåls med en af dem, så dukker der et nyt paradoks op, hvor man tænker "Nej, det kan sgu heller ikke rigtig komme til at passe."

- Så jeg tror, vi godt kan se ind i en periode, der godt kan blive temmelig tumultarisk, og måske kommer der heller ikke til at gå fire år, før vi skal til stemmeurnerne igen.

Som timerne gik blev stemningen på Christiansborgs gange decideret elektrisk. Partisoldater stod på trapperne og i døråbninger og fulgte med i prognoserne. Journalister løb rundt som hovedløse høns, og de store tv-kanaler havde det helt store udtræk med - de store kraner var fundet frem, og tv-studier var poppet op som svampe en efterårsdag.

Danmarksdemokraterne var samlet i et lille lokale - lige ved siden af Dansk Folkeparti, der holdt fest i det noget større nabolokale Snapstinget, der til daglig er kantinen på Christiansborg.

Morten Messerschmidts Dansk Folkeparti er en noget anderledes udgave, end man tidligere har kendt til. Der var selvfølgelig fadøl, men også kanapeer og italiensk rødvin.

En glad Lise Bech (DD) ankom til Christiansborg med dannebrog og godt humør. København 01 November 2022 <i>Foto: Claus Søndberg</i>

En glad Lise Bech (DD) ankom til Christiansborg med dannebrog og godt humør. København 01 November 2022 Foto: Claus Søndberg

Folketingskandidat Lise Bech ankom til Christiansborg sammen med flere af de andre kandidater for Danmarksdemokraterne klokken 18. Hun kunne ikke skjule sin glæde, men der var også spænding at spore.

- Det er da spændende, men det kan jo kun gå fremad. Det er jo fra nul til hvad end, det nu ender med. Og vi har jo fire måneders fødselsdag i dag.

Danmarksdemokraterne har ligget flot i meningsmålingerne lige siden partiets stiftelse. Men de er stille og roligt faldet i takt med, at valget har nærmet sig. Det var dog ikke noget, Lise Bech ville bruge meget krudt på.

- Meningsmålinger kan du jo ikke regne med. Det er dagen i dag, der gælder. Og det kan jo kun blive et godt resultat.

Lise Bech fortalte, at hun har mødt så meget glæde, kærlighed og opbakning i løbet af de fire ugers valgkamp.

- Det har været fantastisk. Man får så meget energi af det.

Inger Støjberg rundede også lige Christiansborg for at hilse på tilhængere, men fortrak sig igen. Hun vendte dog tilbage senere på aftenen.

Tiden fløj afsted på Christiansborg med neglebideri og pindemadder. Til lyden af På Slaget 12’s ”Hjem til Århus” ankom designer og kunstner Jim Lyngvild til Danmarksdemokraternes lokale med et smil, der gik fra øre til øre. Klokken var 19.55, og der var fem minutter til, at valgstederne lukkede.

Da valghandlingen var endeligt ovre, løftede DR sløret for den første exitpoll. Den var naturligvis ikke ensbetydende med det endelige resultat, men stemningen i Danmarksdemokraternes lokale var ikke til at tage fejl af.

6,9 procent af stemmerne gik ifølge DR’s exitpoll til Inger Støjbergs parti, og brød ud i jubel.

- Jamen, det er jo fantastisk. Vi eksisterede ikke for fire måneder siden. Kommer vi ind med 12 mandater, så er det fantastisk. Det kan vi kun være glade for, sagde Lise Bech.

- Men jeg kan ikke undgå andet end at være lidt trist over resultatet inde ved siden af, sagde hun med henvisning til Dansk Folkeparti i det tilstødende lokale – og som lå til 2,5 procent af stemmerne i DR’s exitpoll.

- Det rører mig. Jeg har jo været der i 27 år.

Inger Støjbergpå valgaftenen på Christiansborg. København 01 November 2022 <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Inger Støjbergpå valgaftenen på Christiansborg. København 01 November 2022 Foto: Claus Søndberg

Klokken 22.45 - mens Morten Messerschmidt blev tiljublet til Dansk Folkepartis fest - gjorde Danmarksdemokraternes stifter, partiformand og ultimative trækplaster, Inger Støjberg, sin entré.

Alt vibrerede, mens bandet Jungs "Hun kommer tilbage" bragede ud af højtalerne. Papirflagene svingede taktfast til musikken, og der blev skrålet med af fulde lungers kraft.

Da Inger Støjberg trådte op på scenen, gik konfettirørene af og røde og hvide papirstrimler dalede ned fra himlen.

- Så kom vi ind i Folketinget, sagde hun og modtog et øredøvende jubelbrøl som svar.

- Vi kommer til at søge indflydelse. Vi kommer til at stå værn om den stramme udlændingepolitik. Vi kommer til at kæmpe for bedre balance mellem land og by, fortsatte hun og jublen fortsatte.

Inger Støjberg kunne ikke skjule glæden over at være tilbage i Folketinget under et år efter, hun blev stemt ud af Folketinget af de andre folketingsmedlemmer.

Var det tilfældigt, at hun bar den samme kjole, som hun havde på den skæbnesvangre dag i december sidste år?

Næppe.

Inger Støjberg kunne dog heller ikke skjule, at hun nok heller ikke selv havde regnet med, at det parti, hun stiftede for ganske få måneder siden, og som ikke har nogen organisation, nu er på vej i Folketinget med et kanonvalg.

- Det overrasker også mig, sagde hun og kunne ikke holde grinet tilbage.

Efter midnat - inden det helt endelige resultat var klar - tikkede en sidste reaktion fra Lise Bech ind på sms:

- Fantastisk valg.

Inger Støjbergpå valgaftenen på Christiansborg. København 01 November 2022 <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Inger Støjbergpå valgaftenen på Christiansborg. København 01 November 2022 Foto: Claus Søndberg

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.