Intern besked afslører: Forvaltning i kriseberedskab
Efter ransagning af kommunale kontorer sender kommunen besked ud til ansatte
Opdateret 02. december 2022 kl. 08:26
- Vi har i By og Land aktiveret vores krisepsykolog-beredskab.
Så dramatisk lyder det torsdag i en intern besked sendt ud til ansatte i Aalborg Kommune, efter at to forvaltninger onsdag blev ransaget af politiet.
På Boulevarden 13, hvor borgmesterens forvaltning hører til, fik National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) adgang til kommunens IT-servere. De rummer blandt andre mails for hele kommunens organisation.
På Stigsborg Brygge 5, hvor by- og landskabsforvaltningen holder til, fik NSK også adgang. Her ønskede man at besigtige enkelte kontorer, og det fik man adgang til, står der i den interne besked til medarbejderne.
Civile betjente på medarbejderes kontorer er selvfølgelig et særsyn, så i beskeden nævnes det, at der var "behov for" så hurtigt som muligt at orientere medarbejderne.
Ansatte "bemærkede" ransagning
Derfor holdt by- og landsforvaltningen kort efter ransagningen et informationsmøde i forvaltningens kantine. Mange deltog fysisk, og 223 deltog online via Teams.
Alvaro Arriagada er direktør for by- og landsskabsforvaltningen og orienterede de mange ansatte på mødet om den sparsomme viden, man har. Han blev i øvrigt direktør for by- og landskabsforvaltningen, efter den tidligere direktør Anders Fokdal blev fritstillet efter netop skandalen og udbygningssagen.
Det nævnes ligeledes i den interne besked, at mange medarbejdere under ransagningen havde "bemærket aktiviteten". Ransagningen er altså ikke gået ubemærket hen blandt de ansatte. Og det er i forlængelse af dette, at det bliver fortalt, at forvaltningen altså aktiverer sit krisepsykologberedskab.
Kommunen skriver til sine medarbejdere, at man ikke har "yderligere viden om anledningen" til de mange ransagninger, ud over at de "vedrører sagen om udbygningsaftaler."
Kommunen fortæller sine ansatte, at man samarbejder fuldt ud med politiet, og at samarbejdet "fortsætter naturligvis, så længe efterforskningen pågår". Det er dog politiet, der sidder med de fleste svar. Kommunen fortæller nemlig til slut, at man vil orientere sine medarbejdere yderligere på et møde mandag "i det omfang, at vi er blevet klogere".
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.