Regionens arbejde ændres markant. Sådan er de magtfulde poster fordelt
Regionsrådets størrelse og opgaver ændres fra 1. januar – nu er rollefordelingen endeligt på plads
Opdateret kl. 12:30
Mens der i Aalborg Kommune har været brudte aftaler, knive i ryggen og drama om udfaldet, har konstitueringen i Region Nordjylland nærmest været den diametrale modsætning.
For næsten samtlige partier – ud over Socialdemokratiet – ønskede, at Mads Duedahl (V) skulle fortsætte på posten som regionsrådsformand. Og det ønske blev så også formelt til virkelighed på det konstituerende regionsrådsmøde torsdag.
For Socialdemokratiet har siden tilsluttet sig konstitueringen, og Mads Duedahl er dermed formelt igen regionsrådsformand med opbakning fra samtlige partier i regionsrådet.
- Det er en kæmpe stor tillidserklæring, og det sætter jeg stor pris på, men det er også godt for det kommende samarbejde, for i den næste periode står vi over for enorme forandringer, siger Mads Duedahl og fortsætter:
- Ud over at vi skal flytte ind på det nye sygehus, så er det en tid, hvor den nye sundhedsreform kommer til at redefinere, hvordan sundhedsvæsenet fungerer, og hvordan vi samarbejder.
En ny opgave
Det politiske arbejde i regionen kommer de næste fire år til at bære præg af store omvæltninger.
Regionsrådet er skrumpet markant ind fra 41 til 25 medlemmer, regionen har overtaget en række opgaver fra kommunerne, og så skal regionen i højere grad samarbejde med kommunerne gennem de nyetablerede sundhedsråd.
Og den nye virkelighed med de nye sundhedsråd er også noget, som Mads Duedahl er spændt på.
- Sundhedsrådene har deres egen økonomi og deres eget ansvar for blandt andet driften af vores sygehuse og psykiatri. De får egen økonomi og egne kompetencer til at træffe beslutninger. Der kommer til at sidde både regionale og kommunale politikere, så det er også afgørende for mig, at de finder ind i et godt samarbejde.
- Jeg skal være ærlig at sige, at det er lidt angstprovokerende for mig som regionsrådsformand, at jeg ikke selv sidder med i de råd. For at jeg lykkes som regionsrådsformand, er det afgørende, at sundhedsrådsformændene lykkes i deres hverv. Så det bliver noget nyt, og det er jeg meget spændt på.
Ny opdeling
I Region Nordjylland kommer der to råd; Sundhedsråd Vendsyssel, der dækker Læsø, Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev kommuner, og Sundhedsråd Limfjorden, der dækker Aalborg, Jammerbugt, Thisted, Morsø, Vesthimmerland, Rebild og Mariagerfjord kommuner.
I Sundhedsråd Limfjorden bliver det den konservative Pia Buus Pinstrup, der skal være formand, mens det i Sundhedsråd Vendsyssel bliver det nye regionsrådsmedlem Mogens Chr. Gade (V), der de seneste mange år har været borgmester i Jammerbugt Kommune.
- Jeg tænker, det er en af de vigtigste opgaver, der overhovedet findes i den kommende sundhedsreform og det nære sundhedsvæsen. Jeg er helt sikker på, det bliver en spændende opgave, som vi skal løse i tæt samarbejde mellem regionen og kommunerne, siger Mogens Chr. Gade, der understreger at han blandt andet vil have et særligt fokus på forebyggelse og rehabilitering.
Hvordan de 25 regionsrådsmedlemmer er fordel rundt i de forskellige politiske udvalg, kan du se i faktaboksen her:
Forretningsudvalget
Mads Duedahl (V), formand
Gitte Bundgaard (DD), næstformand
Arne Boelt (S)
Anna Kirsten Olesen (S)
Susanne Flydtkjær (EL)
Marianne Mulle Jensen (RV)
Lene Linnemann (SF)
Pia Buus (K)
Per Larsen (K)
Peter Therkildsen (V)
Mette Hardam (V)
Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse
Poul Christesen (S)
Jakob Dyrman (V)
Hanne Korsgaard (S)
Peter Therkildsen (V)
Susanne Flydtkjær (EL)
Anne-Sofie Overgaard (SF)
Kenneth Hammer (LA)
Per Møller (K)
Gitte Bundgaard (DD)
§ 17 stk 4 udvalget vedr Psykiatrien
Lene Linnemann (SF), formand
Ib Madsen (DF), næstformand
Susanne Flydtkjær (EL)
Anna Kirsten Olesen (S)
Kirsten Morild Andersen (S)
Peter Therkildsen (V)
Lærke Sø (V)
§ 17 stk. 4 udvalg Anlæg og Digitalisering
Marianne Mulle Jensen (RV), formand
Kenneth Hammer (LA), næstformand
Ib Madsen (DF)
Anne-Sofie Overgaard (SF)
Anne Honoré (V)
Mette Hardam (V)
Per Møller (K)
Poul Kristensen (S)
Torben Ringe Christensen (S)
Regionale medlemmer af Sundhedsråd Limfjorden:
Pia Buus (K), formand
Gitte Bundgaard (DD), næstformand
Jakob Dyrman (V)
Ib Madsen (DF)
Kenneth Hammer (LA)
Lærke Sø (V)
Lina Hundebøll (V)
Hanne Korsgaard (S)
Torben Ringe (S)
Regionale medlemmer af Sundhedsråd Vendsyssel:
Mogens Gade (V), formand
Kirsten Morild (S), næstformand
Arne Boelt (S)
Lene Linnemann (SF)
Anne Honore (V)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.