lokalvalg

Moderaternes gruppeformand dropper kommunalpolitik

Stifteren af Tønder Listen siger farvel til kommunalpolitik. Fremover vil al fokus være på folketingsjobbet.

Henrik Frandsen (M) har en fremtrædende rolle for sit parti på Christiansborg. (Arkivfoto).
Henrik Frandsen (M) har en fremtrædende rolle for sit parti på Christiansborg. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 07:12

Moderaternes gruppeformand, den tidligere Tønder-borgmester Henrik Frandsen, dropper kommunalpolitik.

I slutningen af januar udtræder Frandsen nemlig af kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune.

Det siger han til Avisen Danmark.

Mens Frandsen repræsenterer Moderaterne i Folketinget, har han i Tønder repræsenteret lokallisten Tønder Listen.

Frandsen blev valgt ind i Folketinget ved valget i november 2022 og har siden da været både folketingsmedlem og medlem af kommunalbestyrelsen i Tønder. Han er tidligere borgmester i kommunen for Venstre.

- Jeg må erkende, at jeg ikke kan være to steder på samme tid. Derfor har jeg truffet beslutning om, at jeg stopper i kommunalpolitik, og at jeg ikke stiller op til næste kommunalvalg og dermed altså heller ikke er borgmesterkandidat for Tønder Listen.

- Jeg har på et tidligere tidspunkt meddelt, at jeg ikke stiller op for Moderaterne til kommunalvalget. Det står ved magt, siger Frandsen til Avisen Danmark.

Det næste kommunalvalg finder sted i 2025. Sidste år meddelte Frandsen, at han ville melde ud om sin fremtid i lokalpolitik i god tid.

- Det er helt åbent endnu. Det, jeg lover, er, at jeg i god tid inden kommunalvalget melder ud, hvad mine planer er, sagde Frandsen i september på spørgsmålet om, hvorvidt han genopstiller ved næste kommunalvalg.

Som borgmester for Venstre i Tønder blev Frandsen i 2020 vraget af sit daværende parti som borgmesterkandidat.

Herefter stiftede han Tønder Listen og blev kommunens store stemmesluger ved valget i 2021. Men han kunne ikke fortsætte som borgmester, da et flertal i kommunalbestyrelsen pegede på en anden.

I 2022 meddelte Frandsen, at han havde meldt sig ind i Moderaterne, som tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har stiftet. Foruden at være gruppeformand for Moderaterne er Frandsen blandt andet også sit partis finans- og klimaordfører.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden