Politik

Nordjyske S-medlemmer reagerer på ny regering - én af dem frygter Lars Løkke

- Ordet lunken er lidt negativt, men jeg har jo ikke hænderne oppe over hovedet, siger socialdemokratisk byrådsmedlem om den nye regering

Danmark får en SVM-regering efter historisk lange regeringsforhandlinger.
Danmark får en SVM-regering efter historisk lange regeringsforhandlinger. Arkivfoto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:54

NORDJYLLAND: I 30 år har Venstre været den store modstander, men nu skal Bjarne Laustsen - nordjysk folketingsmedlem for S siden 1992 - pludselig til at stå skulder ved skulder med den tidligere politiske fjende. 

- Personligt synes jeg, at det er fint. Der er store udfordringer, der skal løses, og her er det godt med en bred regering. 

Du har været socialdemokrat og fagforeningsmand i rigtig mange år. Havde du forestillet dig, at I en dag skulle i regering med Venstre? 

- Mette Frederiksen sagde allerede 4. juni, at hun ville samarbejde hen over midten, fordi der var så mange udfordringer lige fra krig til inflation. Så jeg er ikke overrasket. 

Det forlyder, at regeringsgrundlaget vil indeholde en forhøjelse af topskattegrænsen. Hvad tror du, jeres vælgere vil sige til det? 

- I en tid med inflation kan man sagtens argumentere for, at almindelige familier skal have lov til at beholde flere af deres penge. Og det har aldrig været meningen med topskatten, at den skulle ramme sygeplejersker og metalarbejdere, siger Bjarne Laustsen, der sammen med resten af folketingsgruppen og partiets hovedbestyrelse blev præsenteret for regeringsgrundlaget på et møde onsdag formiddag. 

Lunken S-modtagelse

Tobias Bøgeskov, socialdemokratisk byrådsmedlem i Aalborg, giver den nye SVM-regering en lunken modtagelse.

- Ordet lunken er lidt negativt, men jeg har jo ikke hænderne oppe over hovedet. Omvendt er jeg heller ikke ked af det. For vi har stadig Mette Frederiksen i spidsen. Så det er lidt over middel, siger han om den nye regering.

Han lægger ikke skjul på, at han er ærgerlig over, at Moderaterne er med i regeringen.

- Jeg tror, at Lars Løkke Rasmussen kan være en person, man skal være ekstra påpasselig med. Det kan gøre det svært at skabe manøvrerum i regeringen. Jeg havde håbet på en SV-regering.

Det er blevet diskuteret, om Mette Frederiksen kommer til at lave store indrømmelser på skatteområdet, men det er i sig selv ikke noget, der bekymrer Tobias Bøgeskov.

- Hvis man endelig skal lave kompromiset, så har jeg ikke noget imod, at man hæver topskattegrænsen. Hvis man kan gøre sådan, at folk i et almindeligt lønmodtagerjob ikke skal betale topskat, så synes jeg, det er meget retfærdigt. Jeg har egentlig heller ikke noget imod, at man kigger på bundskatten, siger han.

Der er dog et men.

- Men det bliver dyrt, så det er finansieringen, jeg er bekymret for. Hvem skal betale gildet?

Tobias Bøgeskov er også bekymret for, om der bliver rykket for meget på SU- og uddannelsessystemet.

- Jeg vil være bekymret for, hvis vi går ind og rykker for meget på SU-systemet. Jeg synes, det er en af grundstenene i vores samfund. Jeg ville også være ked af, hvis vi skal til at have forkortede uddannelser på universiteterne, siger han og fortsætter:

- Man skal passe på, for der er nogle ting i vores samfund, som vi ikke skal røre ved. Nogle af de ting, der er årsagerne til, at vi har lighed i vores samfund og en god social mobilitet. Det kan jeg godt blive bekymret for, når man lokker Løkke og Ellemann ind i folden.

Onsdag præsenterede Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen det nye regeringsgrundlag på Marienborg. Det kan du læse mere om her:

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden