Politisk flertal vil hjælpe kulturen gennem coronaaflysninger
I lighed med aftale fra sidste vinter under nedlukningen får kulturlivet fra søndag økonomisk hjælp.
Et bredt flertal af Folketingets partier er blevet enige om kompensation til kulturlivet som følge af coronarestriktioner.
Kompensationen skal blandt andet hjælpe kulturinstitutioner, der må aflyse eller udskyde en produktion på grund af restriktionerne.
Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse sent lørdag aften.
Fra søndag træder nye coronarestriktioner i kraft på kultur- og idrætsområdet. Det samme gør kompensationsordningen.
Ministeriet skriver i pressemeddelelsen, at "i lighed med nedlukningen sidste vinter genåbnes de relevante kompensationsordninger på Kulturministeriets område, der også var i kraft ved sidste nedlukning".
- Jeg er meget glad for, at et bredt flertal af Folketingets partier meget hurtigt er blevet enige om at sikre kompensation til kulturlivet.
- Det er helt afgørende, at vi i en svær tid skaber tryghed og støtter op om vores kultur- og idrætsliv, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i meddelelsen.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.