Restaurant først lukket og så meldt til politiet: Nu er der nyt i sagen

Fun Art Blokhus har fået mulighed for midlertidige arrangementer, indtil alle tilladelser er på plads

Et udvalgsflertal har besluttet, at Fun Art kan afholde 50 midlertidige arrangementer i restauranten. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Et udvalgsflertal har besluttet, at Fun Art kan afholde 50 midlertidige arrangementer i restauranten. Arkivfoto: Martin Damgård

HUNE:Meget tyder på, at det igen bliver muligt at nyde et glas vin eller en tapastallerken i restauranten hos Fun Art Blokhus.

Restauranten har været lukket efter, at Jammerbugt Kommune tog det drastiske skridt og anmeldte Fun Art Blokhus til Nordjyllands Politi.

Det skete, efter at kommunen havde udstedt påbud, som Fun Art ikke efterlevede.

I forbindelse med besøg på stedet, blev der blandt andet konstateret, at der ikke var givet en byggetilladelse til stedets restaurant, køkken og toilet. Dermed forelå der heller ikke en ibrugtagningstilladelse, som er et lovkrav.

Med andre ord måtte restauranten ikke holde åbent, før den havde de nødvendige tilladelser. Og det kunne tage flere måneder.

Nu kommer et udvalgsflertal imidlertid Fun Art til undsætning og sikrer, at restauranten kan holde åbent på nærmere aftalte dage.

- Vi har besluttet at imødekomme en ansøgning fra Fun Art, der har søgt om tilladelse til at afholde midlertidige arrangementer, som kan sikre drift af restauranten, indtil de nødvendige tilladelser og plangrundlag foreligger, siger formanden for teknik- og miljøudvalget, Michael Krogsgaard (V).

Han understreger, at kommunen vil gøre, hvad den kan for at hjælpe den nystartede attraktion i den situation, den er endt i.

- Overordnet er vi jo positive overfor det initiativ, der er taget i forhold til at lave sådan en attraktion i Jammerbugt Kommune. Vi har derfor vurderet på de muligheder, lovgivningen rummer, og som kommunal myndighed har vi mulighed for at give tilladelse til 50 midlertidige arrangementer under nogle gældende vilkår. Dermed får de trods alt mulighed for at sikre en vis grad af drift, siger han.

Det var dog ikke alle i udvalget, der var enige om at give Fun Art grønt lys til at holde de midlertidige arrangementer.

Tre af udvalgets i alt syv medlemmer, Frank Trolle (S), Johnny Solberg (K) og Lisbet Emmery (S), stemte imod beslutningen.

- Det er helt forrykt, at der gives tilladelse til at afholde et-dages arrangementer syv dage om ugen. Det er en omgåelse af reglernes intentioner - det er regler, som gælder loppemarkeder eller andet, hvor man midlertidigt bruger en bygning til et arrangement. Og jeg finder det bemærkelsesværdigt, at man vil afholde arrangement i en hal, der er ulovligt opført, siger Frank Trolle.

I er jo alle enige om, at stedet er et aktiv for kommunen, er det så ikke ok at komme Fun Art i møde ved at tillade midlertidige arrangementer for derved at sikre drift ?

- De har ikke reageret på de henvendelser og påbud, som kommunen har sendt, og så kan jeg ikke se, at kommunen pludselig skal komme dem i møde. Jeg må samtidig erkende, at jeg undrer mig over, at man har afholdt store julearrangementer i en restaurant, hvor der ikke foreligger en tilladelse, og derved potentielt har sat folks liv i fare, hvis taget var faldet ned i en eventuel brand.

Enighed om lokalplanforslag

Det var imidlertid et enigt udvalg, der besluttede, at et lokalplanforslag for området sendes i høring.

En ny lokalplan giver mulighed for, at Fun Art kan benytte området til ferie og fritidsanlæg og aktivitetspark med eksempelsvis udsigtstårn, padel, legeland, cykeludlejning, shelters, restaurant, kiosk udstillinger mv.

Når kommunalbestyrelsen har behandlet sagen på sit møde 1. februar, skal lokalplanforslaget i offentlig høring i otte uger, og den endelige lokalplan ventes først vedtaget primo juni.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at få denne lokalplan igennem så hurtigt som muligt, men vi er nødt til at følge den almindelige proces for sådan en plan, og der er nogle høringsperioder, og dem skal vi naturligvis overholde.

Fun Art Blokhus

  • Fun Art fik sidste år en landzonetilladelse, der giver mulighed for etablering af fodboldgolfbane og tilhørende servicefaciliteter. 
  • Denne landzonetilladelse giver mulighed for en café til omkring 40-50 personer, men da der er tale om ændret anvendelse af stedets oprindelige staldbygning, kræver det en byggetilladelse og en tilladelse til ibrugtagning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.