Vrede forældre på barrikaderne: - Man ødelægger et godt og unikt tilbud
Børn i Saltum bliver ramt af, at eksistensgrundlaget til lokalt pasningstilbud i V. Hjermitslev skal sikres

Nathalie Albrechtsen og Line Mohr Thomsen mener, at man amputerer et unikt helhedstilbud i Saltum. Foto: Henrik Bo
SALTUM:Utilfredsheden ulmer blandt forældre til børn i dagtilbuddet eller skolen i Saltum.
Der er nemlig lagt op til, at de integrerede pasningsordninger i V. Hjermitslev og Saltum skal organiseres på en ny måde. Og det vækker harme blandt forældrene.
De er fortørnede over, at de skal medvirke til at redde en institution, der ikke kan klare sig selv. Det vil nemlig betyde et ekstra skift for børnene og tilsvarende længere transport til institutionen.
- Det har store konsekvenser for pasningstilbuddet i Saltum, hvis man politisk beslutter, at der for enhver pris skal holdes liv i en institution i V. Hjermitslev, siger Nathalie Albrechtsen, der er medlem af skolebestyrelsen i Saltum.
Mandag skal politikerne i Børne- og familieudvalget i Jammerbugt Kommune drøfte den fremtidige organisering.
På forhånd har forvaltningen lagt op til, at der vælges en model, hvor vuggestuebørnene og de yngste børnehavebørn passes i Saltum, mens de ældste børnehavebørn passes i V. Hjermitslev.
Et forslag, der er kommet i spil i forbindelse med budgetarbejdet for 2023, da en lukning af Solsikken i V. Hjermitslev indgik i et sparekatalog.
Ved at lukke institutionen kunne man i 2023 spare 700.000 kroner, men politikerne besluttede at bevare institutionen i V. Hjermitslev. I stedet fik skolen i Saltum tildelt tilsvarende færre penge til driften i 2023.
- Efter min mening ødelægger man et godt og unikt tilbud, fordi der er en institution, der ikke kan køre rundt af sig selv. Og hvis folk begynder at vælge skole og dagtilbud i Saltum fra, frygter jeg, at det vil få konsekvenser for byen, siger Nathalie Albrechtsen.
Af sagsfremstillingen til udvalgets dagsorden fremgår det, at der har været uro i lokalsamfundet omkring sagen.
Det er ingen overdrivelse.
For flere forældre har meget svært ved at se logikken i forslaget, som de blandt andet mener medfører alt for mange unødvendige og ekstra skift for børnene.
- Et barn der kommer direkte fra dagpleje til børnehave i Saltum, vil allerede efter nogle måneder skulle til V. Hjermitslev, hvorefter barnet skal starte i en førskolegruppe i Saltum, siger Line Mohr Thomsen.
Institutionen i V. Hjermitslev er en del af Saltum Udeskole, og selv om der blot er omkring fem kilometer fra Saltum til V. Hjermitslev, vil det være en udfordring for flere forældre at aflevere børn. Ikke mindst fordi den kollektive transport er mangelfuld, mener forældrene.
- Der er forældre, som ikke har en bil, og som derfor ikke kan køre til V. Hjermitslev. Der er også flygtninge fra Ukraine, som heller ikke ejer en bil, siger Line Mohr Thomsen.

Peter Christoffersen er uddannet økonom og er skeptisk i forhold til, om der overhovedet er en besparelse at hente ved at flytte børn til V. Hjermitslev. Foto: Henrik Bo
Tvivler på besparelsen
Pt er der to børn i vuggestuen og 13 børnehavebørn i institutionen i Vester Hjermitslev, mens der i Saltum er syv vuggestuebørn, 31 børn i børnehaven og desuden 39 børn i skolefritidsordningen.
Peter Christoffersen er far til et barn i børnehaven i Saltum, og han har i forbindelse med processen sat spørgsmålstegn ved økonomien.
- Jeg er bekymret for, om der overhovedet er en økonomisk besparelse med den nye løsning, i forhold til den eksisterende, da omkostningsgrundlaget forbliver stort set uændret, men omsætningen bliver hårdt ramt i forhold til færre børn på grund af forældre, der allerede nu har valgt at melde deres børn ud som konsekvens af ændringen, siger Peter Christoffersen.

Niels Nielsen og Sanne Kristiansen har besluttet, at deres to døtre flyttes til Hune Naturbørnehave. Foto: Henrik Bo
Sanne Kristiansen, der bor i Saltum sammen med sin mand, Niels Nielsen, har allerede truffet deres forholdsregler. De har en søn, som går i skole i Saltum, mens parrets fireårige tvillingepiger nu flyttes til Hune Naturbørnehave.
- De har ni dage tilbage, og det er da med en knude i maven, at vi har truffet denne her beslutning. Men det hænger ikke sammen i forhold til mit arbejde, som er i Blokhus, hvis jeg skal aflevere henholdsvis i V. Hjermitslev og i Saltum, siger Sanne Kristiansen.

Forældrene er utilfredse med, at deres børn får flere skift og at de skal aflevere deres børn i V. Hjermitslev. De mener ikke, at det er barnets trivsel, der tilgodeses. Foto: Henrik Bo
De forældre, som Nordjyske har talt med, siger, at det er et følsomt emne, og de ønsker ikke, at det skal være en kamp mellem to byer.
Kunne I reelt ikke leve med at køre jeres børn til V. Hjermitslev og så på den måde sikre eksistensgrundlaget for byens institution?
- Jeg har to børn på henholdsvis to og fem år, og jeg skal ikke til at aflevere børn to forskellige steder, fastslår Camilla Holst, der bor i Pandrup.
- Lige nu har vi et helhedstilbud fra vuggestue til niende klasse under samme tag, og det synes jeg er helt unikt, siger hun.

Line Mohr Thomsen og Camilla Holst håber, at det lykkedes at finde en model, hvor man undgår at flytte børn til Solsikken i V. Hjermitslev. Foto: Henrik Bo
Formanden for Børne- og Familieudvalget, Susanne Møller Jensen (S), mener ikke, at den foreslåede model vil medføre unødvendige skift.
- De har indtil nu været meget heldige i Saltum med den løsning de har, men det er ikke normen. Der er ikke mange steder, man kan sige, at man starter i vuggestue og går ud efter niende klasse, siger hun.
- Med den foreslåede organisering får de flere skift. Der er andre børn i Jammerbugt Kommune, der har tilsvarende antal skift. Det, der betyder noget er, hvordan man sikrer gode og trygge overgange for børn og forældre. Det synes jeg, ledelsen har gjort sig nogle gode overvejelser om, så det har jeg tillid til, at ledelse, medarbejdere og forældre konstruktivt kan samarbejde om, siger Susanne Møller Jensen.
Ifølge udvalgsformanden har kommunen hidtil tilført flere midler til institutionen i V. Hjermitslev for at sikre, at der var personale nok til at dække åbningstiden.
- Ledelsen har fået at vide, at de skal sørge for, at der er tilstrækkeligt med børn begge steder, så det kan løbe rundt for det samme antal kroner. Det, de er blevet bedt om, er ikke urealistisk - eksempelvis i Aabybro er der også en fælles institution med to enheder opdelt i forhold til børnenes alder, fastslår Susanne Møller Jensen.
Der er forholdsvis få børn i V. Hjermitslev, så bør man ikke lade det falde, der ikke kan stå?
- I Jammerbugt Kommune har vi rent politisk sagt, at hvis det kan lade sig gøre, vil vi have lys i vinduerne lokalt, og vi er ikke interesserede i at lukke institutionen i V. Hjermitslev, siger Susanne Møller Jensen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.