Politiker er klar igen
Ole Jespersgaard er tilbage som formand for børne- og skoleudvalget
BRØNDERSLEV: Ole Jespersgaard (S) er tilbage som formand for børne- og skoleudvalget fra 15. marts. Det sker som følge af, at socialdemokraternes gruppeformand Arne M. Jensen har anmodet udvalget om at nykonstituere sig.
Baggrunden er, at Ole Jespersgaard har været sygemeldt i en periode, men nu er vendt tilbage til udvalgets arbejde.
- Vi har sat Ole ind som formand, det var også aftalen i forbindelse med konstitueringen ved sidste valg. Jeg blev valgt, da Ole blev syg, og så har vi aftalt, at når Ole var klar, så byttede vi tilbage, fortæller udvalgsformand Peter H. S. Kristensen (S), der beholder formandsposten nogle dage endnu.
- Det gælder fra 15. marts. Det har vi aftalt, for så kan jeg lige få gjort nogle af de ting færdige, jeg har lovet, og så hopper Ole ind derfra, siger Peter H. S. Kristensen.
Ole Jespersgaard (S) blev sygemeldt i sommeren 2012. Han har været tilbage som menigt udvalgsmedlem i nogle måneder. Han glæder sig til at vende tilbage som formand igen.
- Det er jeg meget, meget glad for, det har jeg ventet på. Nu vender jeg tilbage til livet, siger Ole Jespersgaard, der fortæller, at han har været sygemeldt på grund af problemer med synet og angst oveni - men det er der kommet styr på.
- Jeg er så frisk, som jeg kan blive, siger han.
Han har oplevet, at det at være syg også kan give en ny indsigt.
- Man kan lære meget af at være syg og se verden fra en anden side. Man kan også lære meget om mennesker ved det, konstaterer han.
Han forudser, at skolestruktur bliver et emne i den næste tid.
- Jeg går efter brede forlig på det her område, det er klart, siger han.
Næstformand i udvalget er fortsat Lone Birkmose Lex (V).
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.