Tyverier

Politimanden taler ud

Knud Erik Hørby er ansat ved politiet i Frederikshavn. Han er frustreret over, at politiet giver borgerne en gradvis ringere service

Knud Erik Hørby er ansat ved politiet i Frederikshavn, og han er frustreret over, at det såkaldte nærpoliti fjerner sig mere og mere fra fra borgerne. Foto: Carl Th. Poulsen
Knud Erik Hørby er ansat ved politiet i Frederikshavn, og han er frustreret over, at det såkaldte nærpoliti fjerner sig mere og mere fra fra borgerne. Foto: Carl Th. Poulsen

Knud Erik Hørby har været ansat ved politiet i Frederikshavn i 30 år. Som efterforsker hos kriminalpolitiet er han vant til at håndtere brutale mordere, økonomiske svindlere og listige tyveknægte, og det er vigtigt, at Knud Erik Hørby kan holde hovedet koldt, når lokummet brænder. Men derfor kan han sagtens blive frustreret, når han med egne øjne ser, at politiets muligheder for at yde en anstændig service over for borgerne i Frederikshavn Politikreds bliver ringere og ringere. Udover forskellige omrokeringer i de seneste år er Nordjyllands Politi netop nu ved at forberede en ny centralisering, som medfører, at en række medarbejdere skal flyttes fra lokalstationen i Frederikshavn til "hovedstationen" i Aalborg. Denne gang er det administrative funktioner - som for eksempel våbentilladelser - der skal flyttes, men Knud Erik Hørby er ikke i tvivl om, at der er tale om en glidebane, hvor politiet igen flytter sig længere væk fra borgerne. Fare for repressalier Med fare for repressalier fra ledelsen har han valgt at stå frem i pressen for at fortælle om de seneste års centraliseringer og omrokeringer hos Nordjyllands Politi, der - i følge Knud Erik Hørby - har store konsekvenser for politiarbejdet i Frederikshavn. - Som politimand kan jeg selvfølgelig vælge at være ligeglad. Jeg får jo min fede løn, så hvad rager det mig! Men jeg er jo også almindelig borger i Frederikshavn, og derfor piner det mig at se, at politiet fjerner sig mere og mere fra borgerne, og at politidækningen bliver dårligere og dårligere, siger Knud Erik Hørby, der konstaterer, at det begyndte at gå ned ad bakke, da politireformen blev indført 1. januar 2007. Politireformen skulle blandt andet give flere betjente på gaden, bedre bekæmpelse af bandekriminalitet og mindre afstand mellem ordensmagten og borgerne. Knud Erik Hørby mener dog, at det stik modsatte er sket. Før politireformen havde Knud Erik Hørby og hans kollegaer overskud til for eksempel at tage ud i forbindelse med et tyveri i en villa, hvor betjentene ledte efter spor og talte med naboerne. Der var med andre ord overskud til at jagte tyven. Skar ned til otte mand I dag er det sådan, at medmindre der findes et direkte spor at gå efter i forbindelse med et tyveri, så er der ikke overskud eller tid til at fortage sig yderligere i efterforskningen, hvilket har sine grunde. Fra 22 til 8 - og til 12 Ifølge Knud Erik Hørby skar politiledelsen antallet af efterforskere i Frederikshavn ned fra 22 mand til otte mand. Det var så meningen, at der skulle være støtte og hjælp fra afdelingen i Aalborg, men den støtte er - i følge Knud Erik Hørby - delvist udeblevet. Sidste år steg antallet af efterforskere dog til 12 mand, men så fik Frederikshavn også ansvaret for Brønderslev Kommune. - Udover at det er utilfredsstillende at arbejde under sådanne forhold, så må vi også erkende, at vi ikke har det tætte forhold til borgerne, som vi tidligere havde. Flere og flere funktioner flytter til Aalborg, og de flotte ord om nærpoliti findes næsten ikke mere. Borgerne er uforstående Knud Erik Hørby konkluderer, at mange borgere er uforstående overfor, at politiet for eksempel ikke gør ret meget i forbindelse med tyveri, ligesom flere borgere har observeret, at den politiassistent, som tidligere havde overskud til at gå en tur i midtbyen, også er væk fra Frederikshavn. - Derfor skal vi heller ikke forvente at få den hjælp fra borgerne, som vi fik tidligere. Servicen går jo begge veje. I min fritid har jeg en tæt kontakt til rigtig mange foreninger i Frederikshavn og dermed til rigtig mange borgere. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi giver borgerne en ringere service, for det kan jo ikke være det, der er meningen. - Der er tale om salamimetoden, som sker med et lille hug af gangen, og det ender med, at stationen i Frederikshavn kun bliver et sted, hvor man søger hen, hvis ikke man ønsker udfordringer, og hvis det at avancere i systemet ikke længere har betydning, siger Knud Erik Hørby.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden