Pristjek på ny Aalborg-rute til London: Ryanair dyrere
Det irske lavpris-flyselskab åbner Aalborg-rute til London med "overraskende" højere priser
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:55
NORDJYLLAND: Til november åbner det irske lavpris-flyselskab Ryanair en ny rute mellem Aalborg Lufthavn og Stansted nord for London.
Men hvis du tror, den skærpede konkurrence på flyvninger mellem Aalborg og London vil betyde markant lavere billetpriser, kan du godt tro om igen.
I hvert fald hvis man tjekker priserne lige nu.
Et pristjek viser nemlig, at det i både november og december er dyrere at flyve med Ryanair fra Aalborg til London end med konkurrenten Norwegian.
NORDJYSKE søgte mandag efter de billigste flybilletter fra Aalborg til London hos ryanair.com og norwegian.com.
I november er det muligt at flyve fra Aalborg til London (Gatwick) med Norwegian for ned til 583 kr. tur-retur.
Hos Ryanair koster de billigste flybilletter Aalborg-London (Stansted) 718 kr. tur-retur.
I december kan man flyve Aalborg-London med Norwegian for ned til 633 kr. tur-retur, mens billigste pris hos Ryanair i december stadig er 718 kr. tur-retur.
- Usædvanligt
Direktør Ole Stouby fra rejsesøge-websiden travelmarket.dk er overrasket:
- Det er lidt usædvanligt at Norwegian er billigere end Ryanair på den rute. Jeg havde regnet med, at de ville sætte priserne lavere. Men det ser ud til, at de følger en anden strategi: "Hvorfor sætte priserne meget lavere end det niveau, der er allerede på ruten", vurderer han.
Ole Stouby tror dog, at Ryanair vil sænke priserne på Aalborg-London-ruten senere:
- Lad os nu se tiden an. Jeg synes man skal slå koldt vand i blodet. Der skal nok komme billigere flybilletter til London, når vi kommer tættere på det tidspunkt, hvor Ryanair starter ruten, siger han.
Forventer priser på 300 kr.
Ole Stouby henviser til Ryanairs rute fra Billund til London, hvor prisniveauet i november og december - hvis man køber flybilletter nu - også er forholdsvis højt, næsten samme niveau som Aalborg-London-ruten.
Men hvis man for eksempel skal rejse med Ryanair fra Billund til London i maj, altså om to måneders tid, kan man få flybilletter ned til ca. 300 kr. tur-retur.
Ole Stouby forventer, at man senere vil kunne se lige lave priser på ruten Aalborg-London.
Lige nu er det muligt at købe marginalt billigere flybilletter hos Ryanair på Aalborg-London-ruten, hvis man flyver i januar eller februar næste år, sammenlignet med Norwegian.
Her koster det fra 718 kr. tur-retur med Ryanair, mens det koster fra 733 kr. tur-retur med Norwegian. En prisforskel på kun 15 kr.
Det har ikke været muligt at komme i kontakt med Ryanairs presseafdeling for en kommentar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.