Frederikshavn

Rakkeby har vist vejen

Klubber og foreninger må finde sammen, lyder budskabet fra FUF, der har repræsentantskabsmøde onsdag aften i Østervrå

- Foreningslivet er på vej mod en gigantisk transformation, siger Henrik Carlsen, formand for FUF.
- Foreningslivet er på vej mod en gigantisk transformation, siger Henrik Carlsen, formand for FUF. Foto: Kim Dahl Hansen

ØSTERVRÅ: Foreninger og klubber skal rykke sammen i bussen og udnytte de fordele, der er ved at deles om foreningsfaciliteter.

Det er vejen frem i en tid med faldende børne-, og befolkningstal, ikke mindst i landsbyerne.

En af de landsbyer, der har gjort det, er Rakkeby, hvor det lokale spejderhus i dag er forvandlet til hele landsbyens samlingssted, nu hvor skolen er lukket.

En af pionererne i det projekt, Søren Kjeldgaard Jensen, deltager onsdag aften i Frederikshavn Ungdoms Fællesråds repræsentantskabsmøde og vil fortælle om den vækst i foreningslivet, det har betydet for Rakkeby og omegn.

Østervrå i bevægelse ...

FUF’s repræsentantskabsmøde finder i år sted i Østervrå Idræts- og Kulturcenter, hvor lignende tanker er ved at blive rullet ud i virkeligheden, og også i Aalbæk, Ravnshøj, Strandby-Elling, Dybvad og Trekantsområdet omkring Voerså-Præstbro-Lyngså er der planer om at rykke sammen.

Ifølge formanden for FUF, Henrik Carlsen, er det helt nødvendigt at tænke i nye baner for kommunens foreningsliv.

- De sidste syv-otte år er klub- og fritidsområdets pengekasse langsomt men sikkert år efter år blevet udhulet. Heldigvis dog ikke helt så meget, som kommunens katastrofale økonomiske situation kunne have givet anledning til, selv om politikere agerer i et underligt skisma: Med munden anerkendes og roses den store indsats, men med hånden beskæres økonomien, siger Henrik Carlsen.

Nye tider overalt

Han forudser, at foreningslivet de kommende år skal være klar til ”en gigantisk transformation for at tiltrække tidens selvbevidste, selektive og selvcentrerede unge generationer”.

- Samfundet omkring foreningerne er i rivende udvikling. Ofte sidder klubber og foreninger tilbage med deres mange love og vedtægter, som ikke interesserer andre end de, som er født før blomsterbørn og månelandinger.

- Hvordan transformeres foreningslivets sunde værdier ind i den rivende teknologiske tidsalder, hvor selv de sidste faste holdepunkter, som en antenneledning eller et telefonkabel forsvinder ud i cyberspace. Hvor er hverdagens ståsted, når skolerne reformeres, og fritidstilbuddene kæmper imod Netflix, Flickr og Twitter, spørger FUF-formanden i sin fyldige beretning.

Ros til borgmesteren

FUF har det seneste år kæmpet hårdt for at bevare en god støtteordning til foreningerne, og havde held til at få den første udgave af ordningen af bordet, så der blev tid til væsentlige rettelser i den senere vedtagne version. Blandt med en vigtig demokratisk passus om, at byrådet fortsat skal godkende ændringer i ordningen.

- Borgmester Birgit Hansen har også bidraget positivt til en analyse og gennemgang af rente- og afdragsfrie lån og derigennem sikret foreningslivet ro, siger Henrik Carlsen - der på FUF’s vegne takker borgmesteren for altid at stille op ved stort set enhver anledning i kommunens mange klubber og foreninger, uanset deres størrelse.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden