Rasmus Würtz: En presbold til FCM

AaB-anføreren lettet over 4-2 sejren i Farum, som i perioder bød på offensive lækkerier

AaB-spillerne jubler her med de 300 medrejsende fans. Foto: Torben Hansen

AaB-spillerne jubler her med de 300 medrejsende fans. Foto: Torben Hansen

FARUM:Rasmus Würtz knyttede næven og råbte et højt ”SÅDAN”, da han løb forbi pressen og ned i omklædningsrummet på Farum Park onsdag aften efter 4-2 sejren.

Da AaB-anføreren igen kom ud af omklædningsrummet var han ét stort smil.

- Nu sendte vi en presbold videre til FC Midtjylland. Det er fantastisk, at vi kom op på hesten igen efter den skuffende kamp senest mod Esbjerg. Vi får spillet det spil, som vi er gode til, og i første halvleg spiller vi i perioder fantastisk, sagde Rasmus Würtz.

Han erkendte dog, at det første kvarter i Farum var for sløjt.

- Jeg ved ikke, om vi lige skulle have busturen ud af benene. De lagde et godt pres på os, og det manglede vi lige den sidste skarphed til at spille os fri af. Men vi kommer jo tilbage, og ikke mindst var det sindssygt vigtigt, at vi kom foran 3-2 lige inden pausen på et sjældent mål efter et hjørnespark, fortalte anføreren om Kenneth Emil Petersens hovedstød.

Anden halvleg blev noget mere afdæmpet for begge holds vedkommende.

- Spillet blev lidt for kontrollerende i perioder, men alt i alt en super kamp, og fantastisk vigtigt med tre point. Nu holder vi selvfølgelig med Brøndby, når de møder FCM i morgen (torsdag aften, red.). Jeg afholder mig dog fra at tage en Brøndby-trøje på, grinte AaB’s bedste mod FC Nordsjælland.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.