Hærværk

Borgmester om chikane: - Det er voldsomt, når det går ud over min familie

Hærværksramt politiker kritiserer debattonen og fortæller, at hans børn konfronteres

Jesper Greth: Det er helt urimeligt og meget voldsomt, at mit politiske virke rammer min familie. 
Jesper Greth: Det er helt urimeligt og meget voldsomt, at mit politiske virke rammer min familie.  Arkivfoto: Martin Damgård

STØVRING: Rebild Kommunes borgmester, Jesper Greth, kritiserer debattonen. Ikke kun på de sociale medier, men også i byrådet.

Det sker efter, at han onsdag aften klokken 22.50 blev udsat for hærværk på privatboligen i Støvring.

Her smed to personer på scooter kanonslag ind i carporten og begik hærværk på borgmesterens bil.

Jesper Greth understreger over for Nordjyske, at han ikke kan være 100 procent sikker på gerningsmændenes motiv, og at hans politiske arbejde hænger sammen med angrebet.

- Men det virker påfaldende, at de kørte målrettet mod mit hjem og kørte målrettet derfra. Hvorfor gik det ikke ud over et andet hjem, spekulerer Jesper Greth.

Han er meget ked af, at hans engagement i politik rammer familien. 

- Min datter i 9. klasse bliver konfronteret i skolen med mit politiske virke. Min søn arbejder i en tøjforretning i byen. Han fik af en voksen kunde direkte besked om, at vedkommende ikke ønskede at blive ekspederet af min søn, fordi jeg er hans far. Det er altså meget voldsomt. Det er helt urimeligt, at mit arbejde som borgmester skal gå ud over min familie, siger Jesper Greth.

Rebild Byråd var i efteråret igennem meget svære budgetforhandlinger med store besparelser. Det splittede byrådet.

- Jeg synes, at debatten og dialogen i den periode blev meget personlig. Og det i en sådan grad, at det var ubehageligt.

Han mener, at debatten på de sociale medier blev meget konfronterende.

- I byrådet havde vi nogle politiske drillerier, men også her blev tonen meget skinger. Der blev sagt nogle ord, som altså ikke hører hjemme i en byrådssal.

- Når børn konfronterer min datter i skolen, eller når nogle unge mennesker begår hærværk, er det jo næppe fordi, de har en holdning til mit politiske arbejde. Det er fordi de påvirkes af de voksnes debat.

Jesper Greth oplever, at politiet tager hærværksepisoden meget alvorligt.

- De var fremme 20 minutter efter anmeldelsen. En patrulje kørte efterfølgende rundt i byen for at lede efter gerningsmændene, og en patrulje har også været på vores adresse torsdag formiddag, siger han.

Jesper Greth fra Venstre tiltrådte som Rebild Kommunes nye borgmester for et år siden, efter at Venstre og Det Konservative Folkeparti opnåede et snævert flertal på 13 ud af byrådets 25 mandater ved kommunalvalget i november 2021.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden