Borgmester udsat for hærværk og chikane
Politiet undersøger om der ligger politiske motiver bag
Opdateret kl. 12:18
STØVRING: Nordjyllands Politi søger torsdag vidner i forbindelse med at borgmesteren i Rebild Kommune, Jesper Greth (V), sent onsdag aften var udsat for hærværk og chikane i sit hjem i Støvring.
Der er fyret fyrværkeri af i indkørslen og lavet hærværk på Jesper Greths bil, der holdt i indkørslen. Vinduesviskeren ved bagruden er brækket.
Vicepolitiinspektør Anders Uhrskov fra Nordjyllands Politi siger til Nordjyske, at politiet ikke ved, om der ligger politiske motiver bag hærværket - men det indgår i de undersøgelser, der nu er sat i værk.
- Et vidne har set to mørkklædte mænd køre fra stedet på en scooter eller larmende knallert, og derfor er vi interesserede i at høre, om der er andre, som har set eller hørt noget - og måske har noget videoovervågning, siger Anders Uhrskov.
Han fortæller, at det var borgmesteren selv, der anmeldte hærværket.
Jesper Greth har torsdag morgen skrevet om hændelsen på Facebook: "I går aftes var jeg ude for noget meget ubehageligt. Mens min familie og jeg gjorde os klar til at gå i seng, var der nogen, som fandt anledning til at sprænge noget, der formentligt var et kanonslag, i vores carport, ligesom min bil blev udsat for lettere hærværk. Min familie og jeg er naturligvis rystede, men vi har det efter omstændighederne okay."
Han fortsætter:
"Episoden kan være udtryk for alt fra drengestreger, som tilfældigt ramte os, til et politisk motiveret anslag. Det har jo i den forbindelse stået klart, at de svære og store beslutninger, som jeg har været med til at træffe i byrådet i forbindelse med dette års budget, har været genstand for meget og nogle gange voldsom debat. Jeg ved, at de fleste godt er klar over, at det ikke har været lette beslutninger, men jeg ved også, at det har påvirket mange og også gjort enkelte ophidsede."
"Jeg håber ikke, at episoden i går aftes er politisk motiveret, men jeg er sikker på, at det også indgår i politiets overvejelser ved den videre behandling af sagen. I min optik er det nemlig meget alvorligt for vores samfund, hvis vores demokratiske institutioner ikke kan få lov til at virke, uden at blive udsat for den slags."
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.