Clara og Christoffer vover sig ud på ukendt grund: - Vi kæmper for det, de unge råber højt om
Hvis alt går efter planen, får partiet to unge og friske ansigter i byrådet
Opdateret 06. oktober 2021 kl. 10:13
KOMMUNALVALG: Det ses ikke så ofte, at unge på 20 år eller derunder vil tilbringe de næste fire år som politiker i hjemkommunen.
Men 19-årige Clara Rusbjerg og 20-årige Christoffer Fyllgraf ser begge deres fremtid i kommunen - derfor vil de have medbestemmelse, så her bliver endnu bedre at bo.
Af den grund kan du nu spotte to nye ansigter på Det Konservative Folkepartis opstillingsliste i Rebild Kommune til kommunevalget 16. november.
Men hvorfor er to unge mennesker interesseret i at blive kommunalpolitikere?
Lam i begge ben
For Clara Rusbjerg handler det blandt andet om at få indflydelse på genoptræningsmulighederne.
Under en idrætsdag i 2016 spillede Clara Rusbjerg rugby og landede forkert efter en hård tackling.
- Jeg fik skader på nakken, og efter fejlbehandling på sygehuset blev jeg lam i begge ben.
Hun fik derefter meldingen, at hun skulle sidde i kørestol resten af sit liv. Men det accepterede hverken Clara Rusbjerg eller hendes familie.
- Efter et års genoptræning, hvor der ikke skete fremgang, fandt vi privatbehandling, som vi selv betalte for. Ved hjælp af privatbehandlingen er jeg kommet til at gå og er nu kun lam i højre underben, så i dag kan jeg gå i skole og have et normalt liv, fortæller Clara Rusbjerg.
Derfor er genoptræning én af Clara Rusbjergs mærkesager.
- Jeg stiller blandt andet op, så jeg kan kæmpe for bedre genoptræningsmuligheder, og at man skal kigge mere på borgerens fremtid.
Clara Rusbjerg
19-årige Clara Rusbjerg bor i Nysum i Rebild Kommune sammen med sin familie, hvor hun er født og opvokset. Fritiden bruger hun blandt andet med travløb.
Hun går i øjeblikket på 3. årgang på Handelsgymnasiet i Aalborg. Hun vil i fremtiden gerne læse noget, der relaterer sig til økonomi, og hun har blandt andet overvejet revisor. Clara Rusbjerg har også planer om at bosætte sig i Rebild Kommune efter uddannelse.
Efter uheldet fik hun blod på tanden.
I 2017 under kommunevalget kom hun i skolepraktik hos Det Konservative Folkeparti i Rebild Kommune.
- Der blomstrede min politiske interesse for alvor. Jeg blev kastet direkte ind i valgkampen og fik lov til at se, hvordan det var fra politikernes side, fortæller Clara Rusbjerg, der kort tid efter meldte sig ind i Konservative Ungdom i Aalborg.
Familie er vigtig
Rebild Kommune, specifikt Suldrup, er drømmedestinationen for Christoffer Fyllgraf. Har har klare planer om at bosætte sig og stifte familie i byen, hvor han bor nu.
Derfor vægter han familiepolitikken højt.
Christoffer Fyllgraf
20-årige Christoffer Fyllgraf kommer oprindeligt fra Blære i Vesthimmerlands Kommune, men for halvandet år siden flyttede han og familien til Suldrup i Rebild Kommune. Han har dog altid haft tæt tilknytning til Rebild, da en stor portion af hans familie og venner bor der.
Han gik på STX på Vesthimmerlands Gymnasium i Aars og blev student i 2020. Nu studerer han finansbachelor på UCN i Aalborg på sit tredje semester. Efter uddannelsen vil han gerne have job som bankrådgiver, og det skal gerne være i Rebild Kommune, idet Christoffer Fyllgraf har en drøm om at arbejde og stifte familie i kommunen.
Christoffer Fyllgraf har altid haft øje for samfundsstrukturen i Danmark, og hvordan det hele fungerer.
- Jeg har set nyheder, lige siden jeg var helt lille. Og jeg har altid stillet mine forældre spørgsmål om samfundet, det har de måske været lidt trætte af, griner han.
Men det har ikke altid været lokalpolitik, opmærksomheden er landet på.
- Hvis jeg skal være ærlig, syntes jeg, at kommunalpolitik var kedeligt, dengang jeg var 17-18 år og gik på gymnasie, fortæller han. På det tidspunkt var det mere politikken på det nationale plan, der trak.
- Men nu er jeg begyndt at tænke på fremtiden, og hvor jeg skal bosætte mig. Nu synes jeg, det er vigtigt, at jeg er med til at fremtidssikre den kommune, jeg bor i, så det er et godt sted at bo.
Lav valgdeltagelse for unge
I dag deler mange unge den holdning, som Christoffer Fyllgraf havde tilbage i gymnasietiden: kommunalpolitik interesserer dem ikke.
Det afspejler sig i valgdeltagelsen i hele landet.
Ifølge Københavns Universitets rapport "Valgdeltagelsen ved kommunal- og regionsvalget 2017" var den samlede valgdeltagelse i Rebild Kommune ved sidste kommunalvalg på 80 procent.
Men hos de unge mennesker er tallet knap så højt.
Som det fremgår af figuren, er stemmeprocenten hos de 18-29-årige lavere end de resterende aldersgrupper.
Det vil de to unge fra Det Konservative Folkeparti forsøge at ændre på. Hos Clara Rusbjerg handler det især om at sende signaler til de unge mennesker.
- Der er ikke særlig mange unge, der interesserer sig for kommunalpolitik. Men det er os, der skal føre samfundet videre. Så derfor er det vigtigt at vise de andre unge, at der er ungt blod i kommunen. Men også, at vi kæmper for det, de råber højt om, fortæller hun.
Og det er Christoffer Fyllgraf enig i.
- De skal vide, at det ikke kun er ældre mennesker, der bestemmer det hele.
Ungt blod
Det er en ny verden, som de to ambitiøse unge træder ind i. Erfarne politikere, der kender det politiske spil godt. Men de er kun blevet mødt med positivitet, fortæller de.
- Selvom vi er så unge, bliver vi lyttet til, når vi sidder med de andre politikere. Nogle gange kigger de på en og vil gerne vide, hvad vi unge tænker. Og det er super fedt, fortæller Clara Rusbjerg.
- Der er en åbenhed omkring det hele, og jeg har bare fået at vide, at det er fedt, og de glæder sig til, at vi kommer med på holdet, fordi vi kan bidrage med noget andet end de lidt ældre, siger Christopher Fyllgraf.
De er godt klar over, at det er svært for nye ansigter at blive valgt ind. Men hvis det ikke lykkes, sætter det ikke en stopper for deres politiske liv.
- Jeg har stadig planer om at danne et politisk netværk, hvis jeg ikke bliver valgt. Og stadigvæk være med til at rykke ting, fortæller Christoffer Fyllgraf.
Om ikke andet har de måske deres families stemmer. Clara Rusbjerg er helt sikker.
- Jeg har i hvert fald sikret mig tre stemmer, griner hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.