Ulykke

Her er omstændighederne bag påkørslen af 20 køer

Risikoen for ulykker kan komme i mange udgaver, men togene er godt beskyttet

20 køer blev mandag påkørt af et tog ved Støvring. 
20 køer blev mandag påkørt af et tog ved Støvring.  Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 19:55

Det seneste døgn har Nordjyske Jernbaner brugt på at finde ud af, hvordan togpåkørslen af 20 køer i Støvrings nordlige udkant mandag morgen kunne ske.

De efterfølgende undersøgelser viser, at toget kørte 120 kilometer i timen, som er den maksimal tilladte hastighed på strækningen, da lokomotivføreren fik øje på de mange køer omkring skinnerne. 

- Lokomotivføreren havde få sekunder til at reagere, men han brugte alle de muligheder, han havde for at undgå påkørslen. Han brugte hornet for at skræmme køerne væk fra skinnerne, men det havde ikke nogen stor effekt.

- Dernæst trak han i bremsen i forsøget på at tage så meget af farten som muligt inden påkørslen. Han fik nedbragt hastigheden til 90 kilometer i timen, da køerne blev ramt. Så han agererede helt efter proceduren, lyder det fra administrerende direktør for Nordjyske Jernbaner, Martin Sort Mikkelsen.

Farlig påkørsel

Det store spørgsmål er, hvordan hele 20 køer kunne blive ramt ved samme påkørsel, men det er der ifølge Martin Sort Mikkelsen et ganske simpelt svar på.

- De stod i en stor flok på sporet. Ønskescenariet, da hornet blev brugt, var, at de løb væk fra skinnerne, men de løb i stedet langs sporet. Flere af køerne blev ramt direkte af toget, mens andre blev ramt indirekte, ved at andre køer blev slynget over i dem. 

Toget ramte køerne med 90 kilometer i timen. Foto: Jan Pedersen

En voldsom påkørsel, hvor 20 køer må lade livet, er ikke helt ufarlig, men Martin Sort Mikkelsen understreger, at togene er godt beskyttet i sådanne ulykker.

- Risikoen for ulykker kan komme i mange udgaver med stor varians i farligheden. Vores tog er godt beskyttet mod frontale påkørsler, men det er klart, at hvis noget meget tungt rammer fronten, er der en fare for, at det kan gå gennem ruden. 

- I det her tilfælde er køer heldigvis for lave, så det er ikke her faren ligger. Det farlige er, hvis noget kommer ind under toget og løfter det op, så det bliver afsporet, og lokomotivføreren mister kontrollen med toget, lyder det fra direktøren, som indskyder, at han ikke har eksempler på, det er sket i Nordjylland de seneste mange år. 

Hårdt medtaget

Det er sjældent, at større dyr som køer og heste bliver påkørt, men det sker af og til, at mindre dyr såsom fasaner og råvildt bliver ramt. 

- Når vi påkører store dyr, så tjekker vi skaderne på toget, men hvis det er tale om et mindre dyr, kører vi videre og tilkalder en schweisshund, som kan opspore dyret. 

Det pågældende tog er blevet transporteret til et værksted i Hjørring, hvor skaderne vil blive udbedret. Det er hårdt medtaget, men det forventes, at det kommer hurtigt på skinnerne igen. 

- Der er ved at blive foretaget en vurdering af skaderne, og så er det op til vores og landmandens forsikringsselskaber at vurdere, hvor ansvaret skal placeres. Jeg regner med, at skadernes omfang løber op i et anseeligt beløb, lyder det fra direktøren. 

Toget er transporteret til værkstedet i Hjørring.  Foto: Jan Pedersen

Martin Sort Mikkelsen fortæller, at der er taget godt hånd om lokomotivføreren og den ene passagerer, som var med toget mandag morgen. 

- Det kan være voldsomt med så stor en påkørsel og hård opbremsning. Vi har fået snakket med dem begge, og de er blevet tilbud psykologhjælp. 

Nordjyske Jernbaner forventer ikke, at driften på strækningen vil blive yderligere påvirket af ulykken. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden