Hestetransporter væltede på motorvejen
Hestene fik hurtigt noget beroligende og er nu flyttet til en stald i nærheden.
Morgentrafikken på motorvej E45 ved Støvring, blev tirsdag morgen påvirket, da en hestetransporter væltede efter afkørsel 31 - Støvring S - i nordgående retning.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Martin Møller.
Hestetransporten var fra Sverige og var på vej mod Frederikshavn og færgen hjem til Sverige.
Der var to heste i hestetransporten, som af ukendte årsager væltede om på siden.
- Heldigvis er ejeren af hestetransporten selv dyrlæge, så han kunne give hestene noget beroligende. Efterfølgende er der fundet to ledige hestebokse i en stald i nærheden, så hestene er kommet derud, siger Martin Møller.
Trafikuheldet blev anmeldt klokken 06.03, og det tog en del tid at få rejst hestetransporteren og fjernet den fra motorvejen.
- Det gav lidt kø på motorvejen, men ikke noget, der gav problemer, siger Martin Møller.