Børneporno

Lærer filmede 82 skolepiger med spionkamera i seks år

En 36-årig mand er blevet sigtet for blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børneporno

Den 36-årige var ansat på Karensmindeskolen i Støvring, mens han filmede pigerne. Arkivfoto

Den 36-årige var ansat på Karensmindeskolen i Støvring, mens han filmede pigerne. Arkivfoto

STØVRING:I seks år filmede en 36-årig mandlig lærer 82 skoleelever i 5-9. klasse i et omklædningsrum på Karensmindeskolen i Støvring med et hemmeligt kamera.

Det fremgår af sigtelsen mod manden, efter Nordjyllands Politi har afsluttet efterforskningen.

Den 36-årige mand, der nu er tidligere ansat på skolen, blev anholdt 22. februar i år, efter nogle elever nogle uger forinden havde opdaget en rygsæk i omklædningsrummet, hvor der sad et kamera udformet som en kuglepen.

Efterforskningen ledte politiet på sporet af den 36-årige lærer, og på hans adresse blev der fundet flere spionagtige kameraer, ligesom politiet beslaglagde hukommelseskort, computer og telefon.

De seneste fire måneder har politiet undersøgt mandens digitale udstyr, og det har nu ført til, at sigtelserne mod ham er udvidet.

28 skjulte optagelser

Der er blevet fundet i alt 28 ulovlige optagelser, og de ældste er fra skoleåret 2013/2014.

På de optagelser er der 47 nuværende elever og 35 tidligere elever på skolen - alle er piger, fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen.

- Det har taget lidt tid at undersøge de forskellige it-effekter - blandt andet fordi, nogle af optagelserne var slettet og måtte genskabes, fortæller Frank Olsen.

Vicepolitiinspektøren oplyser, at der ikke er noget, der tyder på, at de ulovlige optagelser af skoleeleverne er blevet delt med andre.

Sigtet for børnepornografi

De 28 optagelser fra pigernes omklædningsrum på skolen, er blevet filmet fra forskellige vinkler, så der er noget der tyder på, at rygsækken er blevet flyttet rundt.

Den 36-årige er nu blevet sigtet for blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børnepornografi.

Derudover er han også sigtet for besiddelse af børnepornografi ved at have downloadet materiale fra internettet, fortæller Frank Olsen.

Forældre bliver underrettet

Politiet er nu i gang med at underrette alle de forurettede pigers forældre, og det vil være sket senest 21. juni, fortæller Frank Olsen.

Herefter bliver sagen sendt videre til juridisk vurdering.

Den 36-årige har været afhørt flere gange. Han har ikke været varetægtsfængslet i sagen.

Tæt samarbejde mellem politi, kommune og skole

I en pressemeddelelse oplyser direktør i Rebild Kommune Vibeke Lei Stoustrup, at kommunen i samarbejde med Karensmindeskolen og Nordjyllands Politi har iværksat en række tiltag i form af støtteberedskab til nuværende og tidligere elever samt deres forældre, ligesom man har forberedt et møde på skolen for forældre og piger på 7.-9. årgang.

- Vores fokus er på at tage hånd om og hjælpe de berørte elever og deres forældre bedst muligt gennem situationen, siger direktør Vibeke Lei Stoustrup i pressemeddelelsen.