KV21 Rebild

Lokal ildsjæl valgt ind: - Deres udfordringer er grunden til, jeg stiller op

Med en god bunke personlige stemmer er Stefan Berg fra Venstre klar til at kæmpe for en fortsat attraktiv kommune

Stefan Berg (V) er førstegangsopstiller, men har scoret højt på personlige stemmer. Foto: Henrik Louis

Stefan Berg (V) er førstegangsopstiller, men har scoret højt på personlige stemmer. Foto: Henrik Louis

REBILD:Stefan Bergs fik en drømmestart, da han ved kommunalvalget i Rebild Kommune debuterede som Venstre-politiker.

- Jeg er glad for at være valgt ind. Formålet med at stille op var at blive personligt valgt ind, og at Venstre fik noget at skulle have sagt i byrådet. Begge dele er jo lykkes, så det har været en super god start, fortæller 36-årige Stefan Berg.

Med 338 personlige stemmer er han den Venstrepolitiker, der har fået fjerde flest i Rebild Kommune.

- Jeg synes, det er enormt flot, at jeg har fået så mange personlige stemmer. Som førstegangsopstiller er man ikke nødvendigvis særligt kendt, så det er jeg meget glad for.

Deler borgernes frustrationer

De personlige stemmer kom især fra Stefan Bergs hjemby, Støvring.

Han havde også en forventning om at få de lokale stemmer, fordi han lige som mange andre forældre i byen er utilfredse med kapacitetsproblemerne. Byens daginstitutioner, skoler og foreninger har på grund af den store vækst af tilflyttere haft svært ved at følge med.

Som nyvalgt politiker vil Stefan Berg kæmpe for en ny skole i Støvring, en sikker trafikvej rundt i byen og idrætsfaciliteter, der kan rumme det nødvendige antal af medlemmer. Foto: Henrik Louis

Som nyvalgt politiker vil Stefan Berg kæmpe for en ny skole i Støvring, en sikker trafikvej rundt i byen og idrætsfaciliteter, der kan rumme det nødvendige antal af medlemmer. Foto: Henrik Louis

Stefan Berg har drøftet byens problematikker med borgerene i byen som en del af hans valgkamp.

- Jeg har haft den hverdag, jeg plejer at have, hvor jeg har snakket med forældrene, når jeg har afleveret mine børn i børnehave og skole. Jeg er også fodboldtræner og spiller selv fodbold, hvor jeg også falder i snak med mange. De står med de samme udfordringer, der ligger til grund for, at jeg stillede op.

Han er endnu ikke afklaret med, hvilke udvalg han skal sidde i. Dog er der områder, han hælder mere til end andre, netop fordi han selv har oplevet problematikkerne.

- Mange områder er vigtige, men der er nogle emner, som jeg ved mere om og interesserer mig for, som jeg håber at kunne sætte mit præg på. For eksempel børn og unge eller kultur og fritid, og samtidig har jeg også en interesse for erhvervslivet, fortæller Stefan Berg, som til hverdag er indehaver af netbutikken Global Tools i Støvring.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.