Modstand i byråd mod ny borgmester: - Ni medlemmer i rød blok stemte symbolsk imod Jesper Greth
Navne fordelt på 32 udvalgsposter ved det konstituerende møde for det nyvalgte byråd

Med 15 stemmer fra blå blok og Radikale Venstre i byrådet er Jesper Greth nu endegyldigt valgt som ny borgmester i Rebild Kommune for de næste fire år. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
REBILD:Ved det konstituerende byrådsmøde på rådhuset i Støvring blev Jesper Greth ikke overraskende valgt som afløser for Leon Sebbelin på borgmesterposten.
Alle fremmødte i rød blok i det nye byråd i skikkelse af Socialdemokratiet, Den Sociale Fællesliste, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stemte dog imod valget af Jesper Greth som borgmester, mens Lars Hørsman havde meldt afbud til byrådsmødet.
Det var dog kun et symbolsk handling i lighed med det konstituerende byrådsmøde for fire år siden, hvor et mindretal også stemte imod Leon Sebbelin som fortsat borgmester.
Som viceborgmester blev det partifællen i Venstre Jeppe Ugilt, der oprindelig var valgt som borgmesterkandidat, men trak sig i sommers af personlige grunde.
Nye navne på tre udvalg
Det syv mand store økonomiudvalg kommer ud over borgmester Jesper Greth som selvskreven formand til at bestå af Peter Hansen (S), Nicolai Niemann (C), Allan Busk (L), Jeppe Ugilt (V), Mads Holm Danielsen (C) og Morten Kamstrup (SF)
Allerede på valgaftenen og natten besluttede flertallet bag valget af Jesper Greth som ny borgmester, at nuværende borgmester Leon Sebbelin bliver ny formand for teknik- og miljøudvalget.
De fire andre i udvalget fra årsskiftet bliver Morten Lem (S), Peter Hjulmann (V), Flemming Larsen (Ø) og Mads Holm Danielsen (C).
Børne- og familieudvalget får Anna Oosterhof som formand og Peter Hansen (S), Pia Elberg (B), Lars Hørsman (L) og Birgitte Wilsted Simonsen (C) som øvrige medlemmer.
Kultur- og fritidsudvalget har skifte navn til kultur-, fritids- og sundhedsudvalget med nuværende formand for sundhedsudvalget Lene Aaletrup som formand suppleret af Rasmus Rask (S), Pia Elberg (B), Niels Peter Giliamsen (L) og Stefan Berg (V) som medlemmer.
Opsplitningen af det nuværende sundhedsudvalg har resulteret i et nyt udvalg navngivet ældre-, pleje- og omsorgsudvalg med Jeanette Sagan (C) som formand, og med Thøger Elmelund Kristensen (S), Maybritt Toft Pedersen (V), Sandie Jellesen (L) og Nicolai Niemann (C) som øvrige medlemmer af udvalget. Udvalget er samtidigt med navneforandringen reduceret fra syv til fem medlemmer.
Det nuværende arbejdsmarkedsudvalg har taget navneforandring til beskæftigelsesudvalget, hvor nyvalgte Mikkel Højsleth (C) er formand og med tidligere formand Allan Busk (L), Maybritt Toft Pedersen (V), Morten Kamstrup (SF) og Henriette Frølund Lyngberg (V) som øvrige medlemmer.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.