Advarsel: Gå ikke ud på tilfrosne regnvandsbassiner
Flere personer er blevet set gå på bassinerne i Vesthimmerland. Derfor advarer den lokale forsyning nu mod at færdes på isen. Disse anlæg kan være ekstra risikable, siger direktør

Selvom det har frosset længe, er det ikke nødvendigvis sikkert at færdes på isen. Arkivfoto.
"Lige nu arbejder vores entreprenører ved nogle af regnvandsbassinerne og de ringer ind til os med skræk i stemmen og fortæller, at der er ALT FOR MANGE, der trodser advarslerne og begiver sig ud på isen."
Sådan kan man onsdag morgen læse på Vesthimmerlands Forsynings Facebookside.
- Vi modtog flere henvendelser fra vores entreprenører, der kunne se, at folk gik rundt derude. Derfor blev opslaget lavet, siger administrerende direktør i forsyningsselskabet, Morten Aaby Nielsen.
Det drejer sig om blandt andet regnvandsbassinet ved Tvebjerg.
Bevægelse i vandet
Problemer er ifølge Morten Aaby Nielsen, at der ikke er tale om stillestående søer.
- Der er jo tale om tekniske anlæg med indløb og udløb. Derfor er der mere bevægelse i vandet. Det gør især isen omkring ind- og udløbene mere usikker, siger han.
Samtidigt minder han om, at man som udgangspunkt ikke må færdes på isen, før kommunen har opsat skilte.
Det skal man dog ikke gå og holde øje med på regnvandsbassinerne. Da der teknisk set ikke er tale om søer, bliver isens tykkelse ikke målt. Derfor fraråder Morten Aaby Nielsen i det hele taget, at man færdes på disse anlæg.
- Bassinerne er designet til at opsamle regnvand, men der er jo en risiko for, at der sker fejl i indløbet. Derfor kan man heller ikke vide, om det er en helt ren sø, man risikere at falde i, siger han.
Varmere vejr
Da det efterhånden har frosset i en længere periode, mener Morten Aaby Nielsen ikke, at der nødvendigvis er den store risiko lige nu. Det kan bare hurtigt ændre sig.
- Når det nu snart begynder at tø, kan der hurtigt opstå nogle farlige situationer, fordi isen bliver usikkert, siger han.
- Det er jo nogle store anlæg indimellem, og jeg forstår godt, at folk gerne vil ud på isen. Jeg kan bare kun fraråde det.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.