På gåtur i Herman Bangs fodspor: Sørgmodig kvinde gav inspiration til roman

70 deltagere fik på vandretur rundt i Skørping fortalt om forfatterens forhold til kendte steder i stationsbyen

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Forfatter og forlægger Henrik Bugge Mortensen var guide på vandreturen rundt i Skørping Stationsby lørdag formiddag for de 70 Herman Bang interesserede deltagere, der lyttede intenst til fortællingerne om den berømte forfatter og hans forhold til Skørping. Foto: Teis Markfoged

SKØRPING:Det var en stor flok forventningsfulde primært ældre borgere, der lørdag formiddag samledes i KulturStationen i Skørping.

For formiddagens program bød på en knap to timer lang byvandring i Herman Bangs fodspor under ledelse af Henrik Bugge Mortensen fra Herman Bang Selskabet, stiftet i 2018 i Skørping for at sætte mere fokus på forfatterens tilknytning til byen.

Første stop på byvandringen var på gårdspladsen bag KulturStationen, hvor Henrik Bugge Mortensen indledte med at fortælle om forfatterens relation til stationsbyen Skørping, som han besøgte første gang i 1896 i selskab med digteren Sophus Schandorph, og siden blev en flittig sommergæst i enkeskovrider Fru Lunds sommerpensionat på Kildebakken.

Formand for Bogby 9520 Bjarne Troelsen havde medbragt nogle gamle fotografier til rundvisning, der blandt andet viste Herman Bang i selskab med andre på det gamle hotel i Skørping.

Inden turen gik videre til bytorvet, læste Sandra O’Brien Kirk fra Forfatterværkstedet uddrag af hans mest berømte roman Ved Vejen, som Herman Bang ifølge Henrik Bugge Mortensen netop fik inspiration til ved på en togrejse gennem Skørping i 1883 at se en sørgmodig kvinde i et vindue i et hus i Skørping.

Efter et kort ophold på torvet foran Bogby 9520 var næste stop Bakkehuset på Kildebakken, hvor fotografen Ingeborg Hansen i 1895 etablerede et fotoatelier og hvor Herman Bang var gæst og ofte blev fotograferet.

Sidste sted på byvandringen var på Jægerborgsvej ved den bygning, der tidligere var ramme for enkeskovridder Fru Lunds sommerpensionat.

Det var her Herman Bangs boede under sine mange ophold i Skørping. Her skrev han også Ludvigsbakke, en anden af hans store romaner, som Ingrid Bylling fra forfatterværkstedet læste uddrag op af.

Byvandringen blev afsluttet med frokost på KulturStationen, efterfulgt af en dramatiseret fortælling af romanen Ved Vejen ved skuespiller Inge Marie Madsen.

Efter kaffepause blev Herman Bang dagen afrundet med en forevisning af filmen Sommerglæder fra 1940 i Kinorevuen baseret på hans roman fra 1902.

Blandt dagens deltagere var ægteparret Josef Kowalski og Aase Holm fra Astrup, der var meget begejstrede for hele arrangementet.

- Byvandringen var rigtig spændende, fordi Henrik Bugge Mortensen som guide er en stor ildsjæl, der ved rigtig meget om netop Herman Bang. Undervejs kom vi også til steder i Skørping, som vi slet ikke vidste havde nogen relation til forfatteren. Her var det blandt andet spændende at høre om den kvindelige fotograf i Bakkehuset, der via sit venskab med Herman Bang har sikret eftertiden rigtig mange fotos fra hans mange ophold i byen, påpeger Josef Kowalski.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.