Byggearbejde

Sundhedshus har fundet sin bygmester

Efter to udbudsrunder er Lars Pedersen & Søn A/S i Suldrup valgt til opgaven og køber af den knap 45.000 kvm. store grund i Støvring Ådale

Skitsetegning af det fremtidige sundhedshus udarbejdet af arkitekterne Bjørk & Maigård ApS i Aalborg for tilbudsgiver Lars Pedersen & Søn A/S i Suldrup.

Skitsetegning af det fremtidige sundhedshus udarbejdet af arkitekterne Bjørk & Maigård ApS i Aalborg for tilbudsgiver Lars Pedersen & Søn A/S i Suldrup.

STØVRING:Økonomiudvalget har netop godkendt, at det efter to afgivne bud bliver byggefirmaet Lars Pedersen & Søn A/S i Suldrup, der nu får til opgave at bygge det planlagte sundhedshus i Støvring Ådale.

Som ejer af byggefirmaet overtager René Thomasberg på samme tid den kommunale grund på knap 45.000 kvadratmeter i Støvring Ådale, hvor sundhedshuset skal opføres.

Efter planen forventes byggeriet igangsat i foråret 2022 og klar til indvielse medio 2023.

Meget usædvanlig handel

Uden at ville afsløre købsprisen for den store kommunale grund ud over at der er tale om et tocifret millionbeløb, så erkender René Thomasberg, at det er den hidtidige største og mest usædvanlige købsaftale, som virksomheden nogensinde har indgået.

For ud over at skulle opføre sundhedshuset, som han har fået arkitekterne Bjørk Maigård ApS i Aalborg til at tegne, og som Rebild Kommune fremover bliver delvis ejer af inklusiv et godt 5.000 kvadratmeter stort torveområde foran, skal Lars Pedersen & Søn A/S efter allerede indgået aftale med Himmerland Boligforening også opføre 8800 kvadratmeter almene lejeboliger på grunden.

- Dertil kommer masser af andre byggemuligheder på den store grund i Støvring Ådale de kommende år, bemærker han.

Projekt knap fire år undervejs

Borgmester Leon Sebbelin er stolt over at der nu efter flere års politisk forarbejde er fundet en køber af den store grund og på samme tid en bygherre for det planlagte sundhedshus.

- Allerede tilbage i 2017 igangsatte vi en proces i byrådet for udvikling af det store kommunalt ejede område i Støvring Ådale. Det endte ud i en overordnet vision om at skabe et levende og attraktivt område, der skulle være med til at binde byen sammen. Oprindeligt var det ikke planen at sundhedshuset skulle placeres der, fordi der var forslag om andre placeringsmuligheder. Det blev først besluttet af byrådet i 2019, forklarer han.

Delvis ejer af sundhedshuset

Han påpeger også det usædvanlige i at sundhedshuset ud over den kommunale del også kommer til at rumme et fælleshus samt et privatejet hus i en sammenhængende bygning, hvor privat praktiserende læger og tandlæger kan etablere sig.

- Ved økonomiudvalgets valg af køberen af grunden og samtidigt bygherre for opførelse af sundhedshuset blandt de to tilbudsgivere, der ud over byggefirmaet Lars Pedersen & Søn A/S var Dansk Bolig Byg A/S, blev både købstilbuddet for grunden samt de to firmaers forslag til udformningen af sundhedshuset lagt til grund for det endelige valg, påpeger Leon Sebbelin, der samtidigt glæder sig over at der er tale om en lokal køber og bygherre.

Rebild Kommunes udgifter til det fremtidige ejerskab af dele af sundhedshuset og fælleshuset samt torveanlægget foran beløber sig ifølge borgmesteren sig til omkring 50 mio.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.