Tappert operapublikum i kamp mod regnmasserne

Søndagens Opera i Rebild-arrangement var kun lige akkurat skudt i gang - så væltede regnen ned fra oven

I mindst et kvarter - sådan føltes det i hvert fald - hamrede regnen ned over et sagesløst publikum på Operapladsen i Rebild, og det fik efterfølgende en del af de omkring 1500 tilhørere til at opgive ævred og pakke klapstole, campingborde og picnickurve sammen.  Foto: Martin Damgaard

I mindst et kvarter - sådan føltes det i hvert fald - hamrede regnen ned over et sagesløst publikum på Operapladsen i Rebild, og det fik efterfølgende en del af de omkring 1500 tilhørere til at opgive ævred og pakke klapstole, campingborde og picnickurve sammen. Foto: Martin Damgaard

REBILD:Konferencier Preben Kristensen havde lige entret scenen og gjort sit for at højne moralen hos de omkring 1500 tilhørere på Operapladsen i Rebild.

- Skal vi ikke være enige om, at vi ikke lader os slå ud af, hvis der ind imellem kommer en mindre regnbyge, lød det kækt fra den muntre entertainer - og så åbnede himmelen ellers for sine sluser.

I mindst et kvarter - sådan føltes det i hvert fald - hamrede regnen ned over et sagesløst publikum, der tappert krøb sammen under paraplyer, regnslag og hvad der ellers var til rådighed af værnemidler.

Sopranen Clara Cecilie Thomsen - eller ”Danmarks Nattergal” som hun blev præsenteret af Preben Kristensen - havde på dét tidspunkt netop kastet sig ud i en smuk sopranarie fra Mozarts opera ”Bortførelsen fra Seraillet”, men selv hun og Aalborg Symfoniorkester måtte til sidst give fortabt - og indstille musikken, til uvejret var drevet over.

Bagefter rejste et samlet orkester sig op og belønnede publikum med stående applaus for ikke bare at give fortabt overfor regnmasserne.

Se billederne her:

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nogle var dog øjensynligt blevet så gennemvåde, at de ret hurtigt valgte at pakke klapstole, campingborde og picnickurve sammen - og forlade Operapladsen, inden en ny regnbyge kunne risikere at dukke op i horisonten.

Andre kæmpede trofast videre, og de fik så i øvrigt en masse gode opera-oplevelser i selskab med Aalborg Symfoniorkester, dirigent Giordano Bellincampi, Preben Kristensen og eftermiddagens fire solister Danilo Formaggia, Clara Cecilie Thomsen, Kari Dahl Nielsen og David Kemster.

Opera i Rebild har efterhånden været en årligt tilbagevendende begivenhed siden 2005 - med undtagelse af i fjor, da corona-pandemien stillede sig i vejen.

- Og selvfølgelig er vi da ind imellem blevet ramt af en regnbyge - men regn i den målestok, som vi fik i år - det har vi godtnok aldrig oplevet før, konstaterer Opera i Rebilds faste koordinator gennem alle årene, Arne Arildsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.