Farlig rundkørsel skal sikres - der er bare et men

Utrygheden får måske en ende i problematisk rundkørsel tæt på skolen, men ikke alle er glade

Det skal være mere sikkert for de bløde trafikanter at færdes i Skørpings travle rundkørsel. <i>Arkivoto: Torben Hansen</i>

Det skal være mere sikkert for de bløde trafikanter at færdes i Skørpings travle rundkørsel. Arkivoto: Torben Hansen

SKØRPING:Den rundkørsel er bare ikke rar at være cyklist i. Hver eneste dag skal store flokke børn igennem, når de er på vej til og fra Skørping Skole. For godt et år siden blev en 55-årig cyklist kvæstet på stedet.

Det fik Nordjyllands Politi til at erklære rundkørslen for trafikfarlig skolevej.

Nu har Rebild Byråd besluttet en løsning: Man vil anlægge en hævet cykelsti-ring i rundkørslen. Så bliver det meget tydeligt, hvor cyklisterne færdes, og den hævede flade giver et bump, som skal holde bilernes fart nede.  

- Som forælder hilser jeg alt velkomment, som højner sikkerheden. Men det nye tiltag er tidligst klar i 2024, så indtil da må vi bare krydse fingre for, at der ikke sker ulykker, siger Morten Palner.

Foruden at være far til en ni-årig datter, der går på Skørpings Skole, er han med i foreningen CykelSikker-Skørping, der har bidraget med input i debatten om den farlige rundkørsel.

I maj sidste år blev en 55-årig cyklist ramt af en lastbil i rundkørslen. <i>Foto: Lars Pauli</i>

I maj sidste år blev en 55-årig cyklist ramt af en lastbil i rundkørslen. Foto: Lars Pauli

Skolebestyrelsen på Skørping Skole har også været inddraget og har på sit seneste møde drøftet byrådets beslutning.

- Vi har svært ved at forholde os til, om det er den rigtige løsning, da vi ikke kan gennemskue, hvordan den kommer til at fungere i praksis, siger formand Morten Ziethen.

Midlertidige bump

Præcis hvornår den forbedrede rundkørsel står klar, er uvist. De aktuelle budgetforhandlinger kan få betydning, men byrådet har dog sat nogle millioner af til arbejdet - men først i 2024.

- Byrådet har besluttet at etablere midlertidige pudebump ved rundkørslen. De skulle gerne bringe farten ned, så vi når til et punkt, hvor trafiksikkerheden igen er i orden, siger Britta Bjerregaard Pørksen, centerchef for plan, byg og vej i Rebild Kommune.

Rundkørsel blev i fjor malet blå. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Rundkørsel blev i fjor malet blå. Arkivfoto: Martin Damgård

For et år siden fik man også malet cykelbanen i rundkørslen med en hidsig, blå farve, så det er tydeligt for både cyklister og bilister, hvor de bløde trafikanter færdes.

- Spild af penge

Langt fra alle er glade for de skridt, som nu tages for at hæve trafiksikkerheden i den problematiske rundkørsel.

Morten Kamstrup, byrådsmedlem for SF, påpeger, at da rundkørslen for mange år siden blev bygget, var det planen at lave en tunnel med cykelsti for at give cyklisterne sikker passage. Tunnelen blev droppet af økonomiske årsager.

Trafikfarlig rundkørsel

  • Rundkørslen i Skørping styrer trafik fra både Rebild, Støvring og vejen under jernbanen til Skørpings midtby. Desuden løber en cykelsti fra Skørpings Skole og idrætsområdet ind i rundkørslen.
  • Mange af af Skørping Skoles over 600 elever færdes i rundkørslen.
  • I maj 2021 blev en 55-årig cyklist kvæstet ved et færdselsuheld i rundkørslen. Herefter erklærede politiet rundkørslen for trafikfarlig skolevej.
  • Borgere stiftede foreningen CykelSikkerSkørping og lavede en privat indsamling til at betale for en trafikanalyse.
  • Rebild Kommune har siden vurderet på forskellige løsninger. 
  • Et flertal i byrådet besluttede på sit seneste møde at gå med løsningen med en hævet cykelsti-ring. Den vil sænke bilernes fart i rundkørslen og gøre det tydeligt for cyklister, hvor de skal køre.
  • Desuden flyttes fodgængerfelter, så det bliver mere sikkert at krydse vejen.
  • Byrådet har først afsat penge til projektet i 2024.
  • Indtil da etableres midlertidige pudebump ved rundkørslen for at sænke bilernes fart.

- Jeg anbefalede en tunnel. I stedet har man valgt halve løsninger, som hverken forbedrer sikkerheden for de bløde trafikanter eller giver bedre fremkommelighed for bilisterne. Jeg synes, den valgte løsning er spild af penge, siger Morten Kamstrup.

Den hævede cykelsti-ring, som nu anlægges, koster godt to millioner kroner. Det vil koste måske 20-25 millioner at føre en cykelsti gennem en tunnel uden om rundkørslen.

- Ja, det er dyrt, men det er et spørgsmål om at prioritere. Jeg er bange for, at det kun er et spørgsmål om tid, inden der sker flere ulykker i den rundkørsel, siger Morten Kamstrup.

Foruden Morten Kamstrup fra SF stemte Flemming Larsen, Enhedslisten, og de fire medlemmer fra Den Sociale Fællesliste imod trafikløsningen i Skørping. Flertallet med Venstre, Konservative, Radikale Venstre og Socialdemokratiet stemte for.

Ned med farten

Morten Palner, forælder og med i CykelSikkerSkørping, mener, at der selv med en forbedring af den problematisk rundkørsel stadig er masser at tage fat på i Skørping.

Han nævner Møldrupvej på den anden side af jernbanen, som mange børn skal krydse til og fra skole. Der er også problemer med trafiksikkerheden i Jyllandsgade ved togstationen.

- Det må også være muligt at gøre mere ved Skørpings Skole. Hvad med at sænke fartgrænsen til 30 eller 40 km/t i skoletiden. Det gør man i mange byer. Man kan også forbyde tung trafik ved skolen i de kritiske morgentimer, foreslår Morten Palner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.