Trekantdrama endte i vold og trusler på livet

41-årig tævede eksmand og truede med at slå ham ihjel

Genrefoto <i>Lars Pauli</i>

Genrefoto Lars Pauli

STØVRING:Et trekantdrama udviklede sig i løbet af september og oktober til grove trusler via Messenger, vold og trusler på livet.

Derfor stod en 41-årig mand mandag ved Retten i Aalborg tiltalt for at være manden bag både trusler og vold.

Den 41-årige havde været kæreste med en omkring 10 år yngre kvinde. Men det forhold var endt, og nu havde manden set sig sur på kvindens eksmand, som hun stadig havde et godt venskabeligt forhold til.

Den 41-årige var tiltalt for 17. september i år at true den jævnaldrende eksmand på Messenger med beskeder, der blandt andet lød "I to har pisset på den helt forkerte nu", og "Jeg er glad for, du er Asa, for du er på vej til Valhalla svans".

Dertil kom en tiltale for vold. 18. oktober mødte den 41-årige op hos eksmanden og slog ham bevidstløs ved at ramme ham flere gange med knytnæve i hovedet.

Oveni det kom så yderligere en trussel på livet, da den 41-årige sagde, at "hvis du anmelder det igen, er du død i morgen".

Den tiltalte forklarede ifølge senioranklager Torben Kauffmann, Nordjyllands Politi, at striden oprindeligt drejede sig om, at den 41-åriges ekskæreste ikke ville aflevere en nøgle til den 41-åriges lejlighed. Og det havde gjort ham så gal, at truslerne og volden var sket.

Kvindens eksmand derimod mente, at hele balladen bundede i, at den 41-årige var jaloux på eksmanden, fordi kvinden og eksmanden stadig havde et venskabeligt forhold.

Retten i Aalborg fandt den 41-årige skyldig, og det gav en straf på fire måneders ubetinget fængsel.

Den 41-årige var i øvrigt også tiltalt for 4. oktober i år at være mødt op på eksmandens adresse i Støvring med et tæskehold, hvor de ifølge anklageskriftet havde slået eksmanden i hoved og på krop med knytnæve, taget halsgreb på ham og for at komme et sjippetov formet som en løkke om halsen på eksmanden og stramme det til.

Under overfaldet skulle den 41-årige angiveligt have snittet eksmanden i armene med en kniv og holdt kniven op foran halsen på eksmanden.

- Det forhold blev den 41-årige frikendt for, da gerningsmændene til overfaldet bar hætter og derfor ikke kunne genkendes, ligesom der ikke fandtes tekniske beviser på, at den 41-årige skulle have været med ved overfaldet, forklarer Torben Kauffmann.

Den 41-årige modtog dommen på fire måneders fængsel. Han har siddet varetægtsfængslet i omkring to måneder, men skal senere afsone resten af straffen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.