EMNER

Reddet på målstregen

Skråen og Studenterhuset får lov til at beholde forhøjede kommunale tilskud

Uden det forhøjede tilskud, som politikerne i skole- og kulturudvalget i går sagde ja til, ville Skråen ikke have råd til ret mange koncerter. Og stedet ville også få meget svært ved at blive anerkendt som regionalt spillested. Arkivfoto: Grete Dahl

Uden det forhøjede tilskud, som politikerne i skole- og kulturudvalget i går sagde ja til, ville Skråen ikke have råd til ret mange koncerter. Og stedet ville også få meget svært ved at blive anerkendt som regionalt spillested. Arkivfoto: Grete Dahl

Selvom skole- og kulturforvaltningen på forhånd havde lagt op til, at der ikke var råd til at fortsætte med at give Skråen og Studenterhuset så store kommunale tilskud, som de har fået hidtil, reddede politikerne i skole og kulturudvalget i går de to spillesteder på målstregen. Pengene til redningsmanøvren kommer - ifølge rådmand Anne-Dorte Krog (SF) - fra borgmesterens forvaltning, og derfor har sagen også været drøftet med de øvrige forligspartier. - Det er først og fremmest en anerkendelse af de to spillesteders bidrag til den kommunale og regionale kultur. Men også et signal om, at vi ikke vil nedprioritere dem nu, hvor de begge søger om at blive regionalt spillested, siger hun. Skråen, der mistede sin status som regionalt spillested og omkring 1 mio. kroner i statsstøtte for nogle år siden, har siden da døjet med at få økonomien til at hænge sammen. Og derfor forhøjede Aalborg Kommune i 2010 sit årlige tilskud med 1 mio. kroner. Samtidig gav man også Studenterhuset 100.000 mere, end det havde fået hidtil - blandt andet fordi krisen havde medført et stort fald i stedets indtægter fra entre og barsalg. Men de penge kunne skole- og kulturforvaltningen ikke blive ved med at finde indenfor sin egen ramme, og derfor frygtede mange tidligere på ugen det værste. For eksempel at Skråen måtte lukke, fordi spillestedet stort set ikke ville have råd til andet end at betale sin husleje. - Men nu ser situationen heldigvis helt anderledes ud, siger daglig leder af Skråen Jørgen Nissen. Han understreger, at Skråen med det forhøjede tilskud - som udgør 2,6 mio. kroner om året - både vil have lettere ved at søge om at blive regionalt spillested igen og opretholde sit nuværende musik- og aktivitetsniveau. - Pengene betyder, at vi nu kan søge staten om at blive regionalt spillested igen. For i staten kigger man meget på den kommunale støtte til stedet, og derfor er det vigtigt, at man sender et signal til staten om, at Aalborg Kommune vil Skråen, forklarer han. Skråen betaler - i modsætning til Studenterhuset - en forholdsvis høj husleje. Og ifølge Anne-Dorte Krog har det også spillet ind i kommunens afgørelse. - Vi anbefaler, at både Studenterhuset og Skråen søger om at blive regionalt spillested. Og derfor er vi også glade for, at det er lykkedes at finde pengene, siger hun. - Opnår de den status, får de jo også et pænt tilskud fra staten oven i. Og det vil på sigt betyde meget - både for byen og dens musikliv, forklarer rådmanden.