Regn: Rute 35 åbner først sidst i uge 43
Et døgn efter at jorden smuldrede væk under flere nordjyske hovedveje, går genopbygningsarbejdet nu i gang
Opdateret 18. oktober 2014 kl. 10:46
NORDJYLLAND: Ved Fjelsted vest for Sindal tog regnskyllet i går en ordentlig bid af rute 35, som går mellem Hjørring og Sindal. Siden har vejen været spærret for trafik, og trafikanterne har måttet finde alternativer ruter.
Vejdirektoratet går nu i gang med genopretningen af vejen, men rute 35 bliver ikke køreklar igen lige med det samme.
- Vi har haft vores folk på stedet, og det har vist sig, at vejen er rigtig hårdt ramt. Det kommer til at tage et stykke tid at få vejen klar igen, men vores folk er sammen med en entreprenør nu gået i gang med arbejdet, og de fortsætter hele weekenden, siger Anne-Mette Nyhuus, pressemedarbejder ved Vejdirektoratet.
Arbejdet går ud på at genoprette de forskellige lag af grus under vejen, som er forsvundet med regnvandet, og samtidig skal asfalten reetableres før der igen kan køre biler på vejen.
- Vi regner med at vejen er genetableret, så der igen kan åbnes for trafik i slutningen af næste uge, siger Anne-Mette Nyhuus.
Den første melding fra Vejdirektoratet lød på, at genetableringen ville tage 14 dage, men det er altså nu ændret til en uge.
Hvad reparationsarbejdet kommer til at koste, vil Vejdirektoratet ikke kommentere endnu.
Skagensvej skal pumpes tør
Ligesom rute 35 er Skagensvej fortsat lukket på grund af nedbør på vejen. Her er udsigterne til en genåbning dog ikke så lange.
- Vores folk på stedet har vurderet, at der ikke er sket nogen underminering af vejen, og den derfor ikke har lidt skade. Det beredskabet gør nu, er at pumpe vand væk fra vejen, og det regner de med at være færdige med i løbet af lørdagen. Så burde vejen være klar til brug igen, siger Anne-Mette Nyhuus.
Tidligere på dagen blev de sidste afspærringer på E45 ved afkørslen ved Vodskov ligeledes fjernes. Der er dog stadig vand på rampen, og dem der kører på motorvejen skal fortsat være forsigtige, og følge skiltningen med nedsat hastighed.