Regnestykke bag gratis fritidstilbud
Midler til gratis fritidstilbud i Hjørring Kommune løber tør i 2016.

Arkivfoto: Carl Poulsen. Pressefotograf Carl Th. Poulsen
HJØRRING:Hjørrings politikere, der lover forældrene gratis fritidstilbud til folkeskolens yngste elever, kan kun garantere samme tilbud de næste to år. Derefter truer skolelukninger eller større klasser, hvis folketinget ikke bevilliger flere midler til skoleområdet.
Modellen for det gratis fritidstilbud er netop sendt i høring af børne- og undervisningsudvalget, hvis formand ikke kan garantere samme gratis tilbud efter 2016.
- Det kan jeg ikke love i dag - det må man tage op i udvalget i løbet af år 2015, siger formanden, Viggo Bilde (UP).
Lockoutmidler på lånt tid
Kommunen kommer med den nye ordning til at mangle 26 millioner kroner fra forældrebetalinger fra SFOen. Den nye ordning skal finansieres af en fast budgetudvidelse og lockoutmidler. Men lockoutmidlerne er kun på lånt tid og løber tør i 2016. Derfor mangler der midler til at sikre det gratis fritidstilbud.
- Som det ser ud nu, og hvis det ikke bliver ændret, kræver budgetudfordringen, at vi må tilpasse skolestrukturen, siger Viggo Bilde (UP).
Her foreslår formanden selv muligheden at lukke skoler eller lave større klasser. Hvis man øger klassekvotienten med én elev fås en besparelse på 15 millioner.
- Det er vigtigt, vi ikke løber ind i besparelser midt i oprettelsen af fritidstilbuddet - at vi har ro til at komme på plads, men vi står overfor en budgetudfordring i 2016, siger formand Viggo Bilde og forsætter:
- Nu kan vi komme i gang og se, hvordan fritidstilbuddet drifter.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.