Rekordår for Metropol
Metropol ShoppingCenter satte sidste år besøgsrekord med tre mio. kunder. Og rekorden bliver slået i 2016, hvor tællerne viser, at 3,1 millioner børn og voksne er gået gennem dørene til Hjørrings shoppingcenter.
- Det er supergodt, siger en tilfreds marketingchef, Jane Melgaard Olesen.
- Og omsætningstallene følger med. Så det går godt. Vi har manifesteret os, som Vendsyssels indkøbscenter, konkluderer Jane Melgaard Olesen.
Hun glæder sig samtidig over den gode udlejning i centeret. I år er fire nye butikker flyttet ind i Metropol, nemlig Normal, Hos Højhus, Smarteyes og Geographical Norway.
- Vi kæmper ikke med tomme butikker. Vi har faktisk flere på venteliste til at komme ind, men vi vil gerne vente på, at de rigtige dukker op - nye butikker skal komme med noget, vi ikke har i forvejen og som kan bibringe de eksisterende butikker ny værdi, understreger marketingchefen.
Der er et par ledige lokaler i centeret, og fokus er lige nu på at finde de helt rigtige lejere.
- Nye butikker skal kunne tiltrække nye kunder. Normal er et godt eksempel på en butik, der henvender sig til en ny kundegruppe.
Nogle af Metropols faste lejere har valgt at flytte på færre kvadratmeter for at optimere deres butikker, og det åbner mulighed for nye butikkers indtog i centeret.
Efter nytår står der desuden et stort lokale ledigt efter Nykredit, der har flyttet sine aktiviteter til henholdsvis Frederikshavn og Aalborg.
- Og her ved man jo ikke, hvad der kan ske, siger Jane uden at løfte sløret yderligere for planerne.
Nye planer er der også for kælderetagen, hvor New Nails og Smoke it er blevet et aktiv for centeret.
- Vi vil lave et legeland i området - det bliver ikke kæmpestort, men der bliver indrettet et legeland for de helt små, og det skal stå klar til engang i februar.
Metropol ShoppingCenter er kåret som Danmarks bedste shoppingcenter i 2013 og 2015 af NCSC - en sammenslutning af shoppingcentre i norden. Og det kommende år skal centrene igen i kapløb om titlen, der uddeles hvert andet år.
- I konkurrencen bliver der kigget på mange parametre - både på omsætningstal, besøgstal og miljø. Men der er også alt det, kunderne har sagt. 100 af vores kunder er spurgt, og fra 2013 til 2015 rykkede vi os rigtig meget på den front. Vi lå i top i forhold til kundetilfredshed. Så det var superfedt, smiler marketingchefen.
Jane Melgaard hører ikke så sjældent fra kunder, at de synes atmosfæren i Hjørrings center er god.
- Og det arbejder vi selvfølgelig meget på at skabe hele tiden. Det skal være dejligt at komme herind, og samtidig skal der ske noget - det er mit hjertebarn.
Øverst på aktivitets-hitlisten i 2016 var dinosaur-udstillingen samt tilbuddene i både vinterferie og efterårsferie. Et af de arrangementer, der trak mange børn og voksne til var sommerens besøg af superhelte samt en signering med populære You Tube’re.
Jane fremhæver Arnold Busck, som en rigtig aktiv medspiller, der både byder på både musik og signering af nye bøger med kendte forfattere. Aktiviteter, der kommer hele centeret til gavn og glæde.
Året der kommer, vil igen byde på en masse aktiviteter. Og især børnefamilierne er i tankerne, når Jane Melgaard Olesen hyrer kunstnere og aktører.
- Vi havde i år stor succes med børnebilletten, hvor børnene henter forskellige ting i centerets butikker. Vi solgte 500 billetter, og det er egentlig ok, når det er første gang. Det vil vi gentage i 2017.
- I foråret kommer der også en udstilling om hajer - på linje med årets dinosaur-udstilling. Børnene kan rigtig godt lide dyr.
Om besøgstallet slår ny rekord i 2017 tør Jane ikke spå om.
- Vi er nok ved at nå toppen, men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig. Og vi satser selvfølgelig på, at det stiger. Vi skal fortsat have fokus på god service og gode aktiviteter - og den gode stemning.
I 2018 har Metropol ShoppingCenter været i Hjørring i ti år, og allerede nu er marketingchefen sammen med centerets butikker i færd med at overveje, hvordan den runde fødselsdag skal fejres.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.