Rekordsæson på Lille Vildmosecentret

Hans Henrik Rasmussen
Mange spændende aktiviteter kan bl.a. forklare den store succes. Foto: Privat.
14. november 2016 06:00

23. oktober var sidste åbningsdag på Lille Vildmosecentret i sæson 2016. Igennem sæsonen har intet mindre end 74.000 gæster besøgt centret og det må betegnes som intet mindre end en besøgsrekord.

I sammenligning var der sidste år godt 55.000 besøgende, så det er en stigning på ca. 34 %.

Bo Gregersen, direktør for Lille Vildmosecentret, er begejstret over den positive udvikling og siger: - Det er enormt positivt at se der har været så stor publikumsinteresse for Lille Vildmose. Det er fantastisk at der er så mange besøgende, som gerne vil de unikke naturoplevelser som Lille Vildmose og Lille Vildmosecentret byder på. Det håber vi naturligvis vil fortsætte i fremtiden.

- Forklaringen på den øgede interesse for Danmarks rekreative vildmark og Lille Vildmosecentret kan tilskrives flere faktorer, men bl.a. en kold og våd dansk sommer, et stort og spændende udbud af aktiviteter for hele familien og naturligvis de seneste års fokus på naturgenopretning og udsætning af store pattedyr er af afgørende betydning.

Lille Vildmosecentret kunne i april i år fejre 10-års jubilæum og igennem disse år har centret været gennem en rivende udvikling. ’De gode år efter starten i 2006 blev efterfulgt at nogle vanskelige år omkring 2009. Det lykkedes dog med en stor indsats fra medarbejdere og frivillige at vende skuden og siden 2012 er det gået fremad’, fortsætter en glad Bo Gregersen.

Lørdag 1. april 2017 åbnes dørene til en ny sæson og her kan de besøgende og andre interesserede bl.a. glæde sig til, at følge elgene og udvalgte krondyrs færden i Mellemområdet via GPS-tracking.

Rent praktisk foregå det ved, at GPS-halsbåndene registrerer dyrenes position og hver time sendes denne data til en server. De data kan de besøgende på Lille Vildmosecentret tilgå via udstillingsmoduler i udstillingen på centret, som altså kan opleves til den nye sæson. For dem som ikke kan vente helt til foråret kan disse registrerede data tilgås via Lille Vildmosecentrets hjemmeside allerede fra fredag 11. november 2016.

- De interesserede kan bl.a. få indblik i forskellen mellem de to arters adfærd og fødegrundlag samt årstids- og døgnvariation. Det åbner helt nye muligheder for at forstå dyrenes dynamiske rolle i mosens unikke økosystem, fortæller biolog på Lille Vildmosecentret, Mette Vesterhaab Nielsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...