René lever af at trylle

René Jensen elsker sit job som professionel tryllekunstner.

René Jensen er blandt andet hyret til at trylle for gæsterne på Restaurant Elbjørn - her giver han gæsterne Svend Erik Ravn og Heidi Hornskov en lille smagsprøve på, hvad han har af tryllerier i ærmet. Foto: Claus Søndberg

René Jensen er blandt andet hyret til at trylle for gæsterne på Restaurant Elbjørn - her giver han gæsterne Svend Erik Ravn og Heidi Hornskov en lille smagsprøve på, hvad han har af tryllerier i ærmet. Foto: Claus Søndberg

René Jensen lader hænderne svæve i elegante bløde bevægelser. Undervejs forsvinder bolde, kort eller ringe for øjnene af et måbende publikum. - Man kan straks mærke, om folk er med på den, fortæller René Jensen. Som professionel tryllekunstner har han formået at gøre en barndomshobby til sin levevej. Det startede med en gave Som otte-årig fik René Jensen sit allerførste tryllekit. Og så gik det ellers slag i slag. Via postordrekataloger blev han stadig rigere på fantastiske trylledimser og -dutter, som blev betalt med lønnen fra avisruter og småjobs. Som ung uddannede René Jensen sig til industrielektriker og kastede sig senere over it. Men han gav aldrig slip på tryllekunsterne, som rumlede i ham i årtier, og blandt andet fik frit løb i fritidsjobs som tryllekunstner for et eventfirma. Da det firma, han arbejdede for i Aalborg, lukkede, besluttede han sig for at gribe chancen. René Jensen blev professionel tryllekunstner. Plus og minus i branchen I dag kunne René Jensen ikke tænke sig noget andet job end det, han har. Han nyder at se folks ansigter, mens han tryller for dem - overraskelsen og smilet, der kaldes frem og ikke mindst forbløffelsen, som René Jensen elsker særligt højt. - I det øjeblik vi prøver at arkivere en oplevelse der ikke passer i nogen af kasserne inde i hjernen, bryder vores verdensbillede sammen. Kasserne forsvinder og det der er tilbage er vores naturlige sindstilstand. Man kan sige at det indre barn vågner, fortæller han. Alligevel er der også tider, hvor jobbet er hårdt eller efterlader René Jensen med en lidt tom fornemmelse. - Jeg bliver tit hyret til fester, og det føles lidt som om, jeg er den gæst, der kommer for sent, og går igen, når den er kommet i gang - det er lidt underligt, smiler René Jensen, der ikke tager det så tungt - de fantastiske reaktioner og samspillet med gæsterne opvejer alt. - Jeg kan godt lide variationen i mit arbejde og jeg ser hele tiden nye mennesker. Stor efterspørgsel på trylleri René Jensens specialitet er tryllekunster helt tæt på. Kærligheden er i særdeleshed kastet på kortene, og folk tager godt imod en tryllekunst, selvom den ikke indeholder oversavede damer eller tigre, der trylles bort. Og efterspørgslen på lattervækkende tryllekunster er så stor, at René Jensen kan leve af tryllekunsten alene. - Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor der ikke sker så meget, som f.eks. i januar - men det ophæves af december, hvor jeg er booket helt op, fortæller René Jensen.