Analyse: Intet nyt fra mink-fronten. Kun Mette Frederiksens tålmodighed overraskede

Et par gange, højst tre, himlede hun med øjnene, kiggede op i loftet og lignede en, der lige havde fået det dummeste spørgsmål i verden.

Men ret meget mere åbenlys reaktion var der ikke, og det er ikke meget - slet ikke når det er Mette Frederiksen, der er tale om. Normalt er hun ikke så tålmodig, slet ikke til spørgsmål, der kører i ring og ring.

På den måde var det en anderledes udgave af statsministeren, og kan man kalde det for en nyhed, så var det reelt dagens eneste. Afgørende nyt var der i hvert fald ikke i svarene, mange af dem var præcist som forventet.

Men at hun i seks timer ville sidde i vidneskranken og svare på spørgsmål efter spørgsmål uden rigtigt at hidse sig op, uden at blive vranten og med temperamentet helt i kontrol var en slags overraskelse.

Det er næppe sket før, muligvis sker det heller aldrig igen, og selvfølgelig ønsker hun heller ikke en gentagelse. For nok er mink-kommissionen ikke en retssag, hendes deltagelse var frivillig, og sådan rent juridisk er hun ikke under anklage for noget. Mink-kommisionen skal blot kortlægge forløbet omkring beslutningen om at aflive alle mink.

Men sjovt var det åbenlyst ikke.

Da Mette Frederiksen cirka kvart i ni ankom til retten havde demonstranterne forlængst vækket halvdelen af Frederiksberg med grydelåg og en soundbox af anseelig størrelse. Det var ikke den utilfredse mink-branche, der var taget til hovedstaden for at protestere - nærmere synes demonstranterne at være fra den ballade-parate del af overførselsindkomst-branchen. At der står 50-75 stykker og kræver hende i fængsel er ikke Mette Frederiksens problem, de er derimod en udfodring for politiet. De havde deres at se til hele dagen, og fortjener virkelig store roser for uhørt tålmodighed.

Demonstranterne gik Mette Frederiksen også lige forbi - men at de stod udenfor hele dagen var umuligt at overhøre.

At det ikke var en dag, hun havde glædet sig til, var tydeligt, men til gengæld havde hun i den grad forberedt sig. Hun havde to store ring-bind med, men kunne have glemt dem hjemme uden at det ville have været en katastrofe. For hun havde overvældende godt styr på dokumenter, tidslinje og forsvarsstrategi.

Der var ingen slinger i valsen, sprækker i forsvaret og for de, der havde håbet, at afhøringen ville vise, at statsministeren pressemødet 4. november sidste år godt vidste, at der ikke var lovhjemmel til at slå alle mink ihjel, var dagen en stor skuffelse.

Der kom ingen skovl under Mette Frederiksen, faktisk blev det kun endnu sværere at se, hvad der skulle kunne sende hende i en rigsret.

Først ville udspørger Jacob Lund Poulsen gerne høre om hvorfor Mette Frederiksen havde valgt at opruste statsministeriet ved sin tiltrædelse. Var det muligvis fordi, statsministeriet skulle blive så store, at de kunne overtage styringen i krisesager - som eksempelvis mink-sagen?

- Nej, det handler om at føre og udvikle politik. Ikke om at statsministeriet skal ned i maskinrummet og føre politik, lød svaret, og det var et vigtigt et af slagsen i afhøringen.

For Mette Frederiksen fortalte igen og igen, at det altså ikke er statsministeren, der har ansvaret for det hele. Argumentet tog udgangspunkt i grundloven og går i korte træk på, at det er resortministeren, der har ansvaret. I den her sag var der altså Mogens Jensen, og det var ham og hans ministerium, der svigtede på den fatale aften, hvor beslutningen blev truffet.

For det var dem, der skulle have sørget for, at beskeden om den manglende lovhjemmel kom frem. Men det gjorde den ikke.

Godt nok stod der noget lov-hjemmel i de papirer, som ministrene i regeringens ko-ordinationsudvalg fik udleveret op til mødet. Men det stod gemt af vejen i bilagene - og ikke i det helt centrale cover, der er den sammenfatning af sagen, der gerne skulle rumme alle vigtige aspekter. Og Mette Frederiksen havde ikke læst bilagene, da hun 21.30 om aftenen 3. november bød velkommen til et virtuelt møde. I den uge var Mette Frederiksen i isolation på Marienborg.

Deltagerne hade fået dokumenterne seks minutter før mødestart, og der var et der overtrumfede alle de andre. Nemlig den risiko-vurdering fra SSI, der var årsagen til den paniske situation. Den tidligere meget berømte Cluster 5-mutation var fundet i positive corona-prøver fra Nordjylland, og en prøve hos Statens Serum Institut viste, at den mutation kunne blive intet mindre end en trussel for folkesundheden.

Derfor skulle det gå hurtigt, der var - som Mette Frederiksen sagde - simpelthen handlepligt. Ikke bare af hensyn til Danmark, men også til resten af verden.

I alt fik ministrene tilsendt 35 sider, men ingen nåede at læse det bilag, hvor der stod lovhjemmel. Det skete heller ikke dagen efter, og så var det for sent. 4. november meddelte Mette Frederiksen, at alle mink skulle slås ned.

- Hvorfor foreslår du ikke en kort læsepause? spurgte udspørgeren.

- Det gør jeg ikke, fordi det er min klare overbevisning, at der er behov for at reagere. Vores store bekymring var at blive beskyldt for at sidde på en viden, som hele verdenssamfundet ville være optaget af, svarede Mette Frederiksen.

I dag ville hun nok ønske, at hun havde læst det - hun er helt sikkert træt og ærgerlig over situationen, men omvendt holdt hun fast i, at det var den rigtige beslutning. Det var ganske enkelt den beslutning enhver ansvarlig regering ville tage.

At der ikke var nogen hjemmel, bliver hun først klar over søndag 8. november, men på det tidspunkt er løbet kørt, og regeringen må på en ydmygende opgave med at skaffe lovhjemmel.

At den lov blev vedtaget uden videre problemer viser - understregede Mette Frederiksen - at der ikke var nogen grund til ikke at skjule den manglende hjemmel.

- Hvorfor i alverden skulle vi ikke have lagt det åbent frem, hvis vi vidste, at der manglede lovhjemmel? Hvis jeg var blevet bekendt med det på mødet 3. november, havde jeg holdt fuldstændigt det samme pressemøde, men så havde jeg sagt, at det ville kræve en hastebehandling af et lovforslag. Det havde taget 30 sekunder.

Det har hun sagt mange gange, torsdag blev det bare gentaget og egentlig ikke udfordret eller betvivlet.

Så nok var det givet en træls dag for Mette Frederiksen, men den kunne have været meget værre.

Minkkommissionen afleverer først deres rapport til foråret, men der skal ske noget drastisk i de sidste afhøringer, hvis rapporten skal ende med noget, der kan overbevise et folketingsflertal om voldsomme ting som mistillid og ligefrem rigsret.

Hvad folkestemningen siger er dog en helt anden sag, men den tager mink-kommissionen heller ikke i betragtning.