Leder

Man bliver ikke frihedskæmper af at gå i Netto uden mundbind

Engang fandtes der frihedskæmpere, der satte livet på spil. Deres minde skal ikke misbruges

- Næsten hver aften holdt vi en lille mindeandagt for en af kammeraterne, der var død den dag. Om morgenen blev de døde kørt væk i en trillebør. Det var efterhånden ikke noget, vi tog større notits af - sådan var det bare i Neuengamme, fortalte Karl Salling Møller til Nordjyske tilbage i 2015.

Karl Salling Møller blev 96 år, og hans død var ikke dramatisk, hans liv næsten heller ikke - i det mindste ikke siden 1945.

Men under anden verdenskrig var det, og med hans død er der formentlig ikke andre danskere, der med øjenvidnets kraft kan fortælle om et af de mest grusomme steder, mennesket nogensinde har skabt.

For det var de tyske kz-lejre, og nok sad Karl Salling Møller ikke i den værste og nok var han kun i lejren under et år, men det kom til at præge hans liv. For koncentrationslejrene var et sted, hvor liv ikke betød noget, og ledelsens største problem var at skaffe millioner af lig af vejen. Det var uden overdrivelse en forbrydelse mod menneskeheden, og vi bliver nødt til at huske historien for at undgå gentagelse.

Også af en anden grund er der grund til at mindes Karl Salling Møller. Han endte i Neuengamme fordi, han var en af de få, der gjorde den største forskel. Han tog en risiko for andres og landets skyld.

Det store flertal af danskerne gjorde intet andet oprør end fællessang. Sådan var Danmark, og sådan ville vi nok også være i dag. Før 1943 var der stort set ingen dansk modstandsbevægelse, og nogen folkesag blev modstandsbevægelsen aldrig - ved årsskiftet 44/45 var der omtrent 20.000 danskere, og først i dagene omkring befrielsen eksploderede medlemstallet til op mod 80.000.

Men enkelte valgte heldigvis en anden vej, og det var de få og modige, der reddede nationens ære og fremtid.

I den sammenhæng er det ganske grotesk, at de såkaldte corona-skeptikere kalder sig selv frihedskæmpere. Det er en selvovervurdering af nærmest parodisk snit.

Man bliver ikke frihedskæmpere ved at titulere sig selv sådan på Facebook, heller ikke ved at gå ind i Netto uden mundbind, og da slet ikke ved at marchere gennem byer i sort og fuld ansigtsmaske.

Men det værste er historieløsheden. Regeringens corona-politik kan sagtens kritiseres, men at sammenligne den med nazisme er skrupskørt. Intet i dansk politik kan sidestilles med Hitlers vanvid, og det er sørgelig uvidenhed når vaccine-modstandere mener, at de er nutidens jøder og at det badge, der fortæller, at man er fritaget for mundbind, er at betragte som en jødestjerne.

Det er en hån mod de millioner af jøder, der blev dræbt.

Vaccine er et frit valg - det var gaskamrene ikke.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.