2. verdenskrig

Karl var vidne til menneskets ondskab

For nylig sov Karl Salling Møller ind. Han blev 96 år. Men et år blev omdrejningspunktet for alle de andre. For opholdet i den tyske koncentrationslejr Neuengamme ændrede ham for altid

Som teenager blev Karl Salling Møller sat i kz-lejr. Arkivfoto

Som teenager blev Karl Salling Møller sat i kz-lejr. Arkivfoto

Denne artikel blev oprindelig bragt i Nordjyske i 2015 som en del af en markering af 70-året for befrielsen

Tyskerne regnede med, at en fange i gennemsnit kunne overleve ni måneder. Så var gennemsnitsfangen sultet, arbejdet eller frosset ihjel.

Nazisterne var hverken de første eller sidste, der var fuldstændig ligeglade med at behandle mennesker helt uden medmenneskelighed. Men tyskerne var de eneste, der lavede regnestykket så kalkuleret grusomt: Regimet brugte 0,70 reichsmark per fange per dag til tøj, mad og internering. Tysk industri betalte seks reichsmark for en fanges arbejdskraft per dag. Efter ni måneder lød overskuddet på 1431 reichsmark.

At der også var gået et liv tabt, stod ingen steder. Fangerne havde ikke kostet noget, liv havde ingen værdi i reichsmark.

Karl Salling Møller var i koncentrationslejren Neuengamme i seks måneder. Han kom hjem uden alvorlige fysiske skader, men med ar indeni. Af den slags, der varer livet ud.

- Det er et grusomt minde. Det er sådan noget psykisk. Det er svært at forklare ... hvad det har gjort ved mig som menneske, sagde han, da Nordjyske interviewede ham i 2015.

Men noget gjorde ved ham.

I 1945 var følelser og mareridtsagtige oplevelser ikke noget, man talte om. Det var bare noget, man måtte leve med og i hvert fald ikke klynke over. Det var før krisepsykologer, og før posttraumatisk stresssyndrom blev en diagnose, men der er - som eftertiden har vist - ting, der ikke bare kan lægges på hylden og fortrænges.

Karl Salling Møller talte mange gange om oplevelserne - i Rotary, i Frøslevlejren, Neuengamme, rigtig mange steder - i den sorte tid.

Om han egentlig fik talt helt ud er uvist. For flere år siden fik han tre hjerneblødninger i streg, og derfor ville ordene ikke altid, som han ville. Nogle af dem skulle han lede længe efter, andre hjælpes på vej. Enkelte er forsvundet.

Men da han fik ro til at fortælle, kom det meste tilbage - alligevel. Om det ene år i et langt liv, der på en måde blev omdrejningspunktet for alle de andre. Om den tid i Neuengamme, der ændrede ham for altid.

Karl Salling Møller i 2015. Foto: Nicolas Cho Meier

Karl Salling Møller i 2015. Foto: Nicolas Cho Meier

Det blev en lang snak på Evasvej i Hasseris, hvor Karl har boet med udsigt over kridtgraven siden 1955. Snart blev spisebordet fyldt af de gamle billeder, udklip og alle de breve, han skrev hjem til sine ængstelige forældre. De er skrevet med sirlig skråskrift, papiret er gulnet og blevet skrøbeligt, blyantsbogstaverne er på vej til at forsvinde. Det er på alle måder længe siden.

Da krigen begynder, er Karl 14 år - næsten 15. Han er kommet i lære hos sin far, barbermester Møller med salon i Skomagergade i Nibe - ikke fordi det var hans drømmejob, mere fordi han var endnu mere træt af at gå i skole. Men dengang var der ikke noget usædvanligt i at droppe skolen i den alder. Bare man havde en læreplads.

Besættelsesdagen huskede han tydeligt.

- Allerede om morgenen blev jeg vækket ved lyden af flyvemaskiner. Dengang var det ikke noget, vi hørte hver dag i Nibe. Min mor og far stod allerede ved vinduet på tørreloftet og så på de store transportmaskiner med hagekors på, der fløj mod Aalborg.

Den dag kom der ikke mange kunder i frisørsalonen, men hverdagen vendte hurtigt tilbage. Der var ikke meget drama over de første krigsår i Nibe.

- Det var stille og meget fredeligt. Det var ikke sådan, at vi manglede noget.

Besættelsesmagten var ikke videre synlig i Nibe. Der var godt nok en udkigspost, hvor en flok ældre tyske soldater skiftedes til at holde opsyn med trafikken på Limfjorden, men ellers var krigen noget, der skete langt, langt væk fra Nibe.

- De fleste kunne jo ikke lide tyskerne, men her var jo ikke nogen tyskere, så hverdagen kom hurtigt tilbage.

Hans første forsøg ud i sabotage fandt sted en aften i efteråret 1940.

Tyskerne havde inviteret til møde på Højskolehotellet for at fortælle.

- Vi piftede dækkene på gæsternes cykler og holdt øje med, hvem der havde været med til mødet.

Siden bliver det til lidt mere end drengestreger. Nogle af kammeraterne går på Møller Madsens Realskole inde i Aalborg og kommer der i kontakt med folk fra den spirende modstandsbevægelse. De får til opgave at oprette en gruppe i Nibe, og en af dem, de spørger, er deres spejderkammerat Karl.

- Jeg vidste godt, at det var farligt, men det var jo også spændende. Jeg kunne ikke lide de tyskere, men jeg tror nok, at jeg mest af alt sagde ja, fordi mine kammerater var med.

Når Nibe-gruppen får en plads i modstandsbevægelsens historie, skyldes det først og fremmest den barske skæbne, de unge medlemmer får. For rigtig sabotage kommer de faktisk aldrig i gang med.

- Vi laver vores egne illegale blade, som vi trykker på duplikator, og så når vi også at lave lidt hærværk på to fabrikker i Nibe, der arbejdede for tyskerne.

Foråret 1944

Men i foråret 1944 får Nibe-gruppen en langt farligere opgave. Sammen med en kommunistisk undergrundsgruppe fra egnen skal de tage imod de våben, som engelske fly kaster ned til den danske modstandsbevægelse.

- Jeg kan tydeligt huske det, da en af kammeraterne spørger mig. Han siger, at hvis jeg svarer ja til det spørgsmål, han vil stille mig, kan det ende med at koste mig livet. Men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville svare ja.

Flere gange i løbet af april kommer den kodede besked på BBC, der betyder, at nu kommer der nedkastning ved Sønderholm.

Karl sniger sig ud i natten, men der kommer aldrig noget fly.

Om natten mellem 6. og 7. maj sker det endelig - i første omgang ligner det endnu en falsk alarm, de fleste er taget hjem, Karl og en kammerat er de sidste. Og så kommer flyet endelig, og kasserne med våben daler ned fra himlen.

De får pakket det hele sammen, cykler hjem. Da de når Vokslev, ser de for første gang under krigen en større gruppe af tungt bevæbnede tyske soldater.

Karl og vennen får lov til at passere - men hvad de ikke ved er, at soldaterne har taget de gruppemedlemmer, der tog først hjem. De er blevet stukket af den mand, der havde lånt dem en lastbil til opgaven.

Fredag 12. maj 1944

Mens Karl er ved at barbere en kunde i salonen i Skomagergade 22, kommer Gestapo brasende ind.

Tre andre unge mænd bliver også anholdt i Skomagergade den dag, og sammen bliver de kørt til arresten i Kong Hans Gade inde i Aalborg. Gestapo har fået deres navne af en af dem, der blev anholdt. Uden at have den fjerneste ide om deres videre skæbne - og måske derfor uden at frygte den så meget.

Tirsdag 6. juni 1944

Karl overflyttes til Vestre Fængsel i København. Det er planen, at han og de andre unge mænd fra Nibe skal for krigsretten - anklaget for forbrydelser mod værnemagten. Hvis sagen var endt der, var det sandsynligvis endt med dødsstraf - i hvert fald blev der i juni afsagt en stribe dødsdomme for lignende forseelser. Både modstandsfolkene fra Hvidstengruppen og Aars-gruppen blev dømt og henrettet sidst i juni.

Det var - sammen med tyskernes dekret om spærretid i København - årsag til den københavnske folkestrejke, der faktisk endte med at redde Nibe-drengene fra henrettelsen.

Den københavnske folkestrejke overbeviste Hitler om, at Werner Bests strategi for bekæmpelse af modstanden ikke duede. Henrettelser, som blev meddelt i avisen, ville kun gøre de henrettede til martyrer, og det ville styrke modstanden.

30. juni 1944 udsendte Hitler en forordning, Terror- und Sabotageerlass, som bestemte, at sabotagen ikke skulle bekæmpes med krigsretsdomme, men med terror og clearingmord. Og at danske fanger nu skulle sendes til Tyskland.

12. august 1944

Tidlig morgen bliver Karl Salling Møller beordret ud af cellen og kørt mod Helsingør uden at vide, hvor han skal hen. Her kommer han om bord på skibet ”M/S Mars”, der bliver lastet med danske fanger fra både Vestre Fængsel og Horserød-lejren.

Destinationen var Flensborg, men det blev kun til et kort besøg på tysk jord, inden turen igen gik tilbage til Danmark - helt præcist til den endnu ikke helt færdige Frø-slevlejr. Den var i al hast opført for at undgå, at danske fanger blev sendt til Tyskland, men i stedet kunne afsone under langt mere tålelige forhold.

- Det var godt i Frøslev. Her var frie forhold og god mad - vi manglede i hvert fald ikke noget, siger Karl Salling Møller, der arbejdede som frisør under tiden i Frøslev.

29. september får han besøg af sin mor og far, der har taget den dengang besværlige tur fra Nibe. Karl havde bedt dem om at tage hans skoletaske med, men i stedet har forældrene fundet familiens eneste kuffert frem. Da Karl får den, er den fyldt med vintertøj, og så er der også gjort plads til masser af tobak. Egentlig regnede han ikke med, at han ville få brug for den, før den dag han skulle hjem, men behovet opstår allerede en uge efter.

5. oktober 1944

- Vi bliver kaldt sammen tidligt om morgenen, og mit navn bliver råbt op sammen med en masse andre.

I alt 200 fanger får besked på at pakke i hast og bliver fragtet til Harrislee lige på den anden side af grænsen. Her bliver de gennet ind i togvogne, der normalt bruges til gods. Der er slet ikke plads på gulvet til, at alle kan sidde ned på en gang, så den luksus går på skift.

Fangerne har fået en stor madpakke med fra Frøslev - det bliver det eneste rigtige måltid, de får i seks måneder.

6. oktober 1944

For første gang kommer Karl til KZ-Lager Neuengamme. Han aner faktisk ikke, hvad det er for et sted - på det tidspunkt er det kun meget få uden for Tyskland, der ved, hvad der egentlig finder sted i de tyske lejre. Alle rædslerne kommer først frem efter krigen.

Neuengamme er en arbejdslejr - og ikke en decideret udryddelseslejr som Auschwitz. Man kunne godt overleve Neuengamme. Men man kunne også godt dø her - ud af de godt 100.000 fanger, der var indsat i Neuengamme i perioden 1938 til maj 1945, døde 42.000 - heraf mindst 312 danskere.

Dødsårsagerne var mange: sygdom, sult, udmattelse, hængning - som SS udførte i fuld offentlighed - og en del blev også gasset ihjel. Der døde så mange så ofte, at en del af fangerne blev sat til at bygge et krematorium i lejren, da det offentlige ikke længere kunne følge med.

Men alt det ved Karl Salling Møller og de andre danske fanger ikke noget om, da de bliver linet op og får besked på at aflevere al ejendom til vagterne. (Karl regner ikke med nogensinde at se sin kuffert igen, men tysk grundighed fornægter sig ikke: Selvom alt er vanvid og kaos, krigen er lige udenfor, bliver kufferten opmagasineret, og da han forlader Neuengamme, får han den tilbage.)

De må af med deres tøj, og i stedet får de udleveret en pakke fra tyskerne med elendigt tøj, der kommer fra andre fanger. Deres gode tøj ender i stedet hos den tyske civilbefolkning.

- De tager også vores sko. I stedet får vi sådan en slags bånd, vi kan rulle rundt omkring fødderne, husker Karl Salling Møller.

Men en ting undgår de dog: Danskerne får - modsat alle andre, der bliver kronragede - lov til at beholde deres hår.

- Ihr seid anständige Leute, siger SS-vagten.

Karl Salling Møller får et rødt mærke på sit tøj - det markerer, at han er politisk fange og derfor højere i hierarkiet end de almindelige kriminelle, der har grønt mærke, og langt højere end jøderne med de gule stjerner.

Første aften får de nyankomne danskere sig noget af et chok, da de ser de andre fanger i barakken nærmest komme op at slås om indholdet af en kæmpegryde. Der er bare kartofler, ingen luksus, men næste aften står de danske fanger der selv. For kartoflerne er, hvad der er. Det er simpelthen aftensmaden.

Mange år efter er maden en af de ting, Karl Salling Møller vender tilbage til, når han skal fortælle om tiden i lejren.

- Det var slet ikke menneskeføde. Mange dage fik vi en kop med en slags roesuppe og så en eller to humpler brød. Vi var hele tiden sultne. Man kan slet ikke forestille sig den slags sult. Hvordan det simpelthen gør ondt.

Danskerne bliver indkvarteret i samme barak - her sover man to-tre stykker i hver køje.

Næsten hver nat bliver de vækket og beordret i beskyttelsesrum. På vej til de trange kælderrum, der udgør beskyttelsen, kan de se engelske bombefly kaste deres last over Hamborg. Flammerne flænser himlen over millionbyen, synet er forfærdeligt og fantastisk på en gang.

Hvor ødelagt byen er, ser Karl Salling Møller ved selvsyn, da han og en række andre fanger sendes af sted til en nybygget lejr.

- Dengang syntes vi jo, at det var helt fortjent, at byen var helt udbombet.

Den nye lejr bygges, fordi den tyske generalstab i Berlin i et sidste desperat forsøg på at bevare drømmen om det tredje rige vil bygge et fæstningsværk ned gennem Europa.

Derfor sendes flere tusinde fanger fra Neuengamme til Viersen tæt ved den hollandske grænse.

- Vi meldte os frivilligt, fordi vi håbede på noget bedre.

Men det blev kun værre. Lejren var ingenting ud over barakkerne.

Han havde et luftfoto over lejren. Printet ud fra en amerikansk hjemmeside, der fortæller om holocaust.

Han viste barakken, hvor han boede.

- Der var overhovedet ingenting indeni. Ingen senge, ingen stole. Der lå lidt hø på gulvet. Jeg lå alleryderst. Helt ude ved kakkelovnen. Men alle sammen skulle gå over mig for at komme ind, så jeg havde intet hø at ligge på.

Hver morgen blev de vækket klokken 4 og sendt ud på markerne for at slæbe græstørv til det helt igennem nyttesløse fæstningsanlæg, der aldrig fik nogen betydning, da de allierede begyndte fremrykningen.

- Næsten hver aften holdt vi en lille mindeandagt for en af kammeraterne, der var død den dag. Om morgenen blev de døde kørt væk i en trillebør. Det var efterhånden ikke noget, vi tog større notits af - sådan var det bare.

Januar 1945

Og der var alligevel håb. Allerede i januar blev det bedre - dengang kom nemlig de første pakker fra svensk Røde Kors. Der var mad, varmt tøj og træskostøvler.

I 1945 faldt det tyske rige fra hinanden. Der blev ikke længere arbejdet så hårdt i lejren.

Den nye lejrchef var knap så hård - i modsætning til den tidligere solgte han ikke fangernes mad på det sorte marked til de millioner af tyskere, der også sultede. I marts blev de danske fanger ført tilbage til lejren i Neuengamme.

Og så - mens alt var i opløsning i Tyskland - rullede ”de hvide busser” ind i koncentrationslejren for at hente de skandinaviske fanger. Det er om aftenen 21. april, Karl Salling Møller sidste gang ser Neuengamme som andet end det museum, det er i dag.

- Først kom de gamle og de syge med busserne, men endelig blev det vores tur. Busserne kunne ikke køre om natten, så vi måtte overnatte i Tyskland. Jeg kan huske, at jeg sov ude i det fri - det var fantastisk at mærke friheden.

En anderledes skæbne rammer de andre fanger. De flere tusinde fanger sendes af sted på dødsmarch - SS vil nå at slette alle spor, inden de allierede styrker når frem.

Først kom Karl Salling Møller og de andre skandinaver tilbage til Frøslev, og efter en uge gik turen til Sverige. De fem unge mænd fra Nibe boede sammen i et lille sommerhus i den sydsvenske badeby Löderup. Det var her, de var, da de 4. maj fik beskeden om, at krigen var slut i Danmark.

Velkomstkomiteen er enorm, da de 17. maj vender tilbage til Nibe, hvor det meste af byen er på gaden for at tage imod de fem unge mænd, der blev taget sammen, sendt til Neuengamme sammen. Og kom hjem sammen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.