Politisk stjerne på visit: Obama kommer til Aalborg

Den amerikanske ekspræsident Barack Obama skal på scenen i Musikkens Hus

Anders Sønderup
Barack Obama skal på scenen i Musikkens Hus. Arkivfoto: Julio Cortez Ritzau/AP
Politik 13. august 2019 05:30 - Opdateret 13. august 2019 06:16

AALBORG: Det er en gæst udover det sædvanlige, som kommer til Aalborg sidst i september.

Lørdag 28. september 2019 vil den tidligere amerikanske præsident Barack Obama tale om emner som lederskab og entreprenørskab i fremtiden ved et arrangement i Aalborg.

Det er den erhvervsdrivende fond Musikkens Hus, der står bag arrangementet.

Direktør for Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen vil være moderator for samtalen.

- Præsident Obama er en af de personer i verden, som jeg ser allermest op til, og derfor glæder jeg mig overordentligt meget til at møde ham. Han har i den grad udnyttet sit magtfulde embede til at gøre verden til et bedre sted og er en af de ledere på verdensplan, der er allermest respekt omkring. Jeg er derfor overbevist om, at nuværende og kommende ledere vil gå fra arrangementet i Musikkens Hus med ny inspiration og motivation til at gøre det endnu bedre i fremtiden, siger Lasse Rich Henningsen.

Obama var præsident fra 2009 til 2017. Som siddende præsident gæstede han Danmark to gange.

Første gang i Aalborg

Arrangementet i Aalborg vil være målrettet erhvervslivet, som derfor også vil komme til at udgøre hovedparten af de gæster, som Musikkens Hus inviterer til at deltage.

En billet vil for dem koste mellem 3500 og 8500 kroner.

Derudover vil et par hundrede studerende fra Aalborg Universitet blive inviteret gratis med.

Det er første gang, at en tidligere amerikansk præsident gæster Aalborg.

Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, mener, at Obamas besøg bliver et stort øjeblik for byen.

- Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det her bliver et nyt klimaks for Aalborg og hele Nordjylland, siger borgmesteren i en pressemeddelelse.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...