Stop nu klynkeriet over benzinpriserne
Staten kan og skal ikke kompensere alle for alt. Bliver prisstigninger det eneste, vi kommer til at mærke til krigen, bør vi vel egentlige være taknemmelige fremfor at brokke os
Opdateret kl. 07:19
OK, vi sidder ikke i en frostkold kælder i Kharkiv uden adgang til rent vand, strøm, mad og medicin.
Men derfor kan vi jo godt have lidt ondt af os selv og klynke over, at benzinpriserne slår nye rekorder dagligt.
Vi skulle da også kun to uger ind i krigen, inden nogen fra Aarhus fik så ondt af sig selv, at de startede et borgerforslag med det ædle formål at få fjernet afgifterne - 4.68 kroner per liter plus moms - på brændstof.
- Alle afgifter på benzin og diesel bør fjernes, så den almindelige dansker kan få en hverdag til at køre. Den almene danskers indkomst kan ikke følge med de store prisstigninger, vi står overfor, lyder det i forslaget, der i sig selv fortæller en del om nationens forkælede tilstand og er et nærmest skræmmende godt eksempel på, at vi mener, at vores velfærd og velstand er umistelig og ukrænkelig.
Borgerforslaget tager også fejl i påstanden om, at den almene danskers indkomst kan ikke følge med. Vi er blandt verdens rigeste lande. Den såkaldte almene dansker er blandt klodens absolut mest privilegerede. Og benzinpriser siden krigens start er steget med to kroner per liter.
Har man en gennemsnitsbil, der klarer 16 kilometer på literen, og kører man 10.000 kilometer om året, koster den prisstigning, der har været siden krigens start, en ekstra månedlig udgift på 100 kroner. Regnestykket fra FDM er enkelt: Hver gang literprisen stiger en krone, koster det ifølge FDM 625 kroner ekstra per 10.000 kørte kilometer.
Det kan langt, langt de fleste husholdninger godt klare.
Panik og hastelove er der ikke brug for.
For nok stiger priserne. I januar 2022 steg det samlede forbrugerprisindeks med 4,3 pct. i forhold til samme måned året før, og stigningen fortsætter.
Nærmest alt vil i nærmeste fremtid blive dyrere, og det kommer til at ramme os alle i forskellig grad. Jo lavere indkomsten, jo hårdere rammer prisstigningerne, og skal staten kompensere nogen, bør det være de fattigste. For de lavestlønnede, der bor i et hus opvarmet af naturgas og kører i en dieselbil af ældre årgang, er det en reel, alvorlig situation.
Men for det store flertal af danskere er det ikke værre end en træls situation, der kræver en anden prioritering. Det kan godt være, at det koster ferien for nogle, andre må udskyde renoveringen af køkkenet, og det er selvfølgelig ærgerligt.
Men sådan må det være.
Staten kan og skal ikke kompensere alle for alt. Og bliver prisstigninger det eneste, vi kommer til at mærke til krigen, bør vi vel egentlige være taknemmelige fremfor at brokke os.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.