Aså

Ret afviser havnestrid

Dommer Ib Jensen siger nej til Asaa Bådelaugs stævning

Asaa Havns formand, Knud Erik Sørensen, håber stridighederne med Asaa Bådelaug nu kan løses i mindelighed. Arkivfoto: Bent Bach
Asaa Havns formand, Knud Erik Sørensen, håber stridighederne med Asaa Bådelaug nu kan løses i mindelighed. Arkivfoto: Bent Bach Bent Bach

Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:26

ASAA: Asaa Bådelaug får ikke lov til at føre sag mod Asaa Havn ved Civilretten i Hjørring. Dommer Ib Jensen besluttede sig torsdag for at afvise sagen.

Asaa Bådelaug har stævnet Asaa Havn med den påstand, at havnen flere gange har overtrådt sine egne vedtægter, men da datoen for retssagen oprandt, 8. januar kom det i stedet til at handle om, hvorvidt den overhovedet skulle gennemføres.

Asaa Havns advokat ville have dommer Ib Jensen til at afvise sagen med den begrundelse, at bådelavet ikke er medlem af havnen og dermed heller ikke kan blande sig i spørgsmål om havnens vedtægter.

Asaa Bådelaugs advokat, slog på, at 64 procent af medlemmerne af Asaa Bådelaug også er medlemmer af Asaa Havn, og at bådelavet har til opgave at sikre havnemiljø, besejlingsmuligheder m.v. i Asaa Havn.

Havn vil have sine penge

Men dommer Ib Jensen var altså enig med Asaa Havns advokat, og kendelsen falder naturligvis i god jord hos havnens formand.

- Så må vi se hvad vi nu gør. Indledningsvist skal jeg have møde med den venligtsindede del af bestyrelsen. Vi har stadig et problem med at en hel masse penge for bl.a. bådpladsleje er deponeret. Havnen har et sekscifret beløb til gode, konstaterer Knud Erik Sørensen.

Pengene blev deponeret af utilfredse bådejere sidste år, da bådelavet stævnede havnen.

Knud Erik Sørensen vil også forsøge at tage kontakt til bådelavet.

- Jeg skal først høre hvad de andre i bestyrelsen siger, men jeg antager, at jeg vil forsøge at få et møde, så vi kan få sat ord på, hvad det her egentlig drejer sig om, siger han.

Der må være noget

Knud Erik Sørensen synes ikke der er meget substans i anklagerne om vedtægtsbrud.

- Men der må være noget der gnaver et eller andet sted. Om det er misforståelser, ved jeg ikke, men noget må der jo være, siger han.

Det er ikke lykkedes at træffe Asaa Bådelaugs advokat, Erik Bo Sørensen, for en kommentar til afgørelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden