Retssag om Elling-drama nærmer sig afslutning

Lemlæstet mand overhældt med benzin, og død kvinde på mark - det er nogle af de mystiske omstændigheder

Her i Elling fandt man en maltrakteret mand overhældt med benzin - og en død kvinde lige i nærheden. Arkivfoto: Jan Pedersen

Her i Elling fandt man en maltrakteret mand overhældt med benzin - og en død kvinde lige i nærheden. Arkivfoto: Jan Pedersen

ELLING:Den såkaldte Elling-sag blev kaldt spektakulær og mystisk, fordi en 36-årig mand blev fundet lemlæstet bag i en varebil overhældt med benzin, og hans 50 årige svigerinde blev fundet død på en mark kun få hundrede meter derfra.

Siden er der faldet en del brikker på plads, men Elling-sagen er formentlig en af de sager, der aldrig bliver helt belyst.

Retssagen begyndte 9. august ved Retten i Hjørring, hvor de tiltalte afgav forklaring.

Retssagen er i sig selv lidt usædvanlig. Der er nemlig tre tiltalte, hvoraf den ene er voldsofferet selv. Han er tiltalt for vold mod to andre mænd - blandt andre en af de andre tiltalte. De to hovedtiltalte er en 49-årig og en 41-årig mand, der er tiltalt for drabsforsøg på den 36-årige.

Mandag var det så forsvarere og anklagerens tur til at samle trådene og procedere over for nævningetinget, hvad de mener resultatet af retssagen bør være. Og procedurerne bar præg af, at der stadig er mange forskellige teorier om, hvad der skete den dramatiske nat i Elling.

En del ting i sagen er dog blevet afmystificeret undervejs i retssagen, og en del af hændelsesforløbet ligger også nogenlunde fast.

Den 36-årige mand havde tre kraniebrud og var overhældt med benzin, da han blev fundet bag i en varebil, der var kørt galt på Tuenvej efter at have påkørt en knallertfører. Den 36-årige var i livsfare, og da politiet ledte efter spor omkring varebilen, fandt man liget af en 50-årig kvinde - der var svigerinde til den 36-årige - på en mark blot 300 meter fra den forulykkede varebil.

Det blev dog hurtigt slået fast, at kvinden ikke havde været udsat for en forbrydelse.

Den 41-årige mand, der var chauffør, blev anholdt umiddelbart efter, mens den 49-årige blev anholdt senere. Under retssagen er det kommet frem, at voldsepisoden foregik i og omkring den 49-åriges bopæl, og at alle parter havde høje promiller i blodet.

Den 49-årige og den 41-årige havde om aftenen drukket sammen med en tredje mand, der var vidne i sagen. Sideløbende var den 36-årige med sin 50-årige svigerinde på værtshus i Skagen - også sammen med en tredje mand, der også vidnede i sagen.

Kort før midnat ankom den 36-årige med svigerinde og ven til huset i Elling. Men hvad der så sker herefter er stadig usikkert.

Retssagen fortsætter de kommende dage.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.